Markant byrod stopper efter næste valg: Konservative sætter ny kaptajn ved roret
Formanden for de konservatives byrådsgruppe har sat udløbsdato på sin politiske karriere. Ny gruppeformand og borgmesterkandidat er klar i kulissen.
Efter knap to perioder i byrådet har de konservatives gruppeformand, Thomas Cordtz, besluttet, at sætte punktum for sit politiske eventyr med udgangen af denne byrådsperiode.
Han vil dog stadig være politisk aktiv frem til kommunalvalget i november næste år, men overlader allerede nu posten som gruppeformand til Christian Wibe-Marker.
Mangler tid
»I virkeligheden er det meget simpelt. Det handler om tid og om arbejde. Der har skoen trykket i nogen tid. Det er simpelthen for svært at blive ved med at finde tid til både det politiske arbejde og til min virksomhed. Der er ikke timer nok i døgnet til begge dele,« forklarer Thomas Cordtz om baggrunden for sin beslutning.
Den har været under opsejling et lille års tid, siden han og hustruen Tina Dideriksen overtog den sidste bid af Birkhede Camping efter hans svigerforældre, der har valgt at lade sig pensionere.
Jeg er kommet til at spørge mig selv, om ikke også det egentlig er okay, at der er noget andet, der definerer en som person, end bare at være politikerThomas Cordtz (K), afgående gruppeformand
»Jeg har ikke længere den backup, jeg havde tidligere,« konstaterer den 47-årige byråd, der hen over foråret og sommeren har ligget vågen i de lyse nætter og overvejet fremtiden.
»Jeg blev klar over, at der skulle ske noget, og selvfølgelig har jeg ligget vågen om natten og spekuleret på, om jeg nu smed en politisk håndgranat og hele korthuset ville vælte. Men jeg tror, at det er nu, jeg skal give slip. Byrådsgruppen er et sted, hvor det kan lade sig gøre, fordi der er tre andre stærke profiler, som jeg har 100 procent tillid til kan føre partiet sikkert videre. Vi har lagt en plan, og jeg er vildt glad for, at Christian har sagt ja-tak til at tage over, og at Birgitte Majgaard og Torben Wallner støtter op om ham som kommende spidskandidat ved kommunalvalget.«
Ung familiefar
Christian Wibe-Marker er 39 år, bor i Skanderborg, og er marketing manager i Silkeborg-virksomheden Nordisk. I byrådet har han ry for at være behagelig, omgængelige og rar og ikke så konservativ, at det gør noget.
Han er bevidst om, at det er nogle store sko, han nu skal fylde ud, men føler sig også klar og rustet til at påtage sig mere ansvar politisk.
»Thomas sad alene som konservativ ”enmandshær” i sin første byrådsperiode og var nødt til at være aktiv på mange fronter. Det er vi flere om at dække ind nu,« konstaterer han.
»Jeg har også en anden profil end Thomas, det er klart. Som ung familiefar kommer jeg til at have et større fokus på børn og unge i og på familiepolitikken. Jeg er også meget interesseret i bæredygtighed og grøn omstilling, og har nok også en mere grøn profil end Thomas. Men jeg har også en forkærlighed for små og mellemstore virksomheder og for iværksættere,« understreger han.
Andet i livet end politik
Selvom det også er med en god portion vemod, Thomas Cordtz nu begynder at lukke ned for sin politiske karriere, så bliver han hver dag bekræftet i, at det er den rigtige beslutning, han har truffet.
»Jeg er glad og stolt over det, vi i den nuværende byrådsgruppe har præsteret. Og det allerbedste ved det hele er, at jeg kan mærke, at dynamikken og glæden stadigvæk er der. Og så jeg glæder mig til forhåbentlig at kunne få lidt mere tid til mig selv. Det lyder måske lidt mærkeligt og egoistisk, men jeg er kommet til at spørge mig selv, om ikke også det egentlig er okay, at der er noget andet, der definerer en som person, end bare at være politiker.«