Morten Olsen fra Voldum er glad igen
Landsby blev forbigået, men får nu alligevel en elladestander på en offentlig parkeringsplads.
Voldum var ikke på listen, da Favrskov Kommune for nylig offentliggjorde, at der kommer elladestandere på 59 offentlige parkeringspladser i kommunen. Det havde flere borgere fra Voldum svært ved at se logikken og retfærdigheden i, og blandt andre Morten Olsen udtrykte sin frustration i denne avis:
»Det kan ikke passe, at vi ikke skal have nogen overhovedet. Vi kan heller ikke få fjernvarme, så vi må åbenbart ikke være grønne i Voldum. Vi er afskåret fra det hele.«
Morten Olsen gjorde også flere lokalpolitikere opmærksomme på sagen og fik i første omgang det svar, at der ikke kommer ladestandere i Voldum, fordi byen ikke har nogen offentlige parkeringspladser med mindst 20 pladser.
Formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Søren Gade, gik dog på baggrund af borgerhenvendelserne videre til forvaltningen, der tog kontakt til opstillerne af ladestandere i Favrskov for at høre, om de kunne være interesseret i også at etablere en stander i Voldum.
»En af dem er vendt positivt tilbage på forespørgslen, så der kommer også en ladestander i Voldum ud over alle de andre steder i kommunen, der allerede er planlagt. Det er fint, at de udviser velvilje og tager Voldum med, nu når de går i gang,« siger Søren Gade og tilføjer:
»Det nytter noget at tage fat i sin lokale politiker.«
Tilbage i Voldum bliver nyheden taget imod med glæde:
»Jeg er stadigvæk lidt rystet over, at vi blev glemt, men lad nu det ligge. Det er rart, at man bliver lyttet til, og Morten Olsen fra Voldum er glad igen,« fortæller Morten Olsen fra Voldum med et smil.
Ifølge Morten Olsen vil elladestanderen blive placeret ved byens plejecenter, hvor der i øvrigt ifølge hans opgørelse er de påkrævede 20 pladser. Etableringen af de mange nye elladestandere bunder i en bekendtgørelse fra EU om, at der skal stilles ladestandere til rådighed på alle offentlige p-pladser med mindst 20 pladser.
Favrskov Kommune har indgået en aftale med operatørerne Clever og Norlys, der i de kommende måneder stiller standerne op og vil stå for driften af dem, så det ikke kommer til at koste noget for kommunen.