Kommunen reagerer på massiv borgermodstand og klager over lugtgener
Favrskov Kommune sætter udvidelse af biogasanlæg på pause.
Favrskov Kommune har sat en midlertidig stopper for at udvide Langaa Bioenergi, der ligger nord for Laurbjerg og ønsker at tredoble produktionen af biogas.
Projektet har været i forhøring, hvor der er kommet 95 høringssvar fra interessenter og borgere i lokalområdet. Langt de fleste af høringssvarene er meget kritiske overfor udvidelsen, især overfor den markante ekstra trafik af lastbiler som forøgelsen af produktionen vil medføre.
Flere borgere fremhæver også, at der er markante lugtgener i området, og at virksomheden ikke lever op til de nuværende betingelser både hvad angår lugt og trafik.
Høringen og de mange høringssvar kommer i forlængelse af to møder, der har været afholdt om sagen i Laurbjerg. Ved det seneste borgermøde mødte omkring 100 personer op, og der var mange kritiske røster i forhold til udvidelsen.
Klager over lugt
Sideløbende med fordebatten om den ønskede udvidelse har Favrskov Kommune modtaget en række klager over lugtgener fra biogasanlæggets naboer. Der er løbende fulgt op på disse klager, men naboerne oplever fortsat lugtgener fra anlægget, oplyser kommunen.
I forlængelse af borgermøderne, høringssvarene og lugtklagerne har Favrskov Kommune derfor besluttet at sætte udvidelsesplanerne i bero.
»Virksomheden må vise, at de har styr på det nuværende anlæg, før vi går videre med planerne om at udvide,« siger Nils Borring, der er formand for Plan- og Landdistriktsudvalget.
Politisk enighed
Sagen har været drøftet både i udvalget og med de forskellige gruppeformænd i byrådet, som ifølge Nils Borring bakker op om, at man nu sætter udvidelse i bero. Det gælder også borgmester Lars Storgaard:
»Biogas bidrager positivt til byrådets ambitioner om at reducere kommunens samlede CO2-udledning. Derfor er vi også interesseret i at skabe de bedste rammer for produktion af biogas i Favrskov. Når det er sagt, så er det dog afgørende for os, at produktionen tager hensyn til lokalområdet,« siger borgmesteren.
Beslutningen om at sætte udvidelsen på pause vil formelt blive politisk behandlet i Plan- og Landdistriktsudvalget og i byrådet i december.
»Vi havde igangsat en proces med henblik på at lave en lokalplan, men nu klapper vi lige hesten og sætter sagen i bero,« siger Nile Borring til avisen.