Fortsæt til indhold

Se videoen: Én tale til den afgående borgmester stak helt af

Enhedslisten valgte en noget anden stil end de andre partier, da der blev holdt taler til Jacob Bundsgaards sidste byrådsmøde.

Politik
ddp

Politik kan til tider blive en kedsommelig rituel stammedans, og der var egentlig lagt op til sådan en omgang ved onsdagens byrådsmøde i Aarhus.

Her skulle Jacob Bundsgaard officielt give borgmesterkæden videre til Anders Winnerskjold, men forinden fik alle partier lige lov til at give den afgående borgmester et par ord med på vejen.

Det gjorde de så i stor stil i en timelang talerække, og der var både humor, alvor, ris, ros og enkelte finurlige stikpiller til byrådets største med- og modspiller gennem 13 år. Alt i et godt humør.

Ét parti lod sig dog ikke diktere af forventet formalia og etikette. Enhedslistens Solveig Munk lod således »de andre om rosetalerne« og gik i stedet i kødet på Jacob Bundsgaard ved at opliste en lang række møgsager og kritik af hans måde at forvalte borgmesterembedet på. Noget, der skabte en lidt akavet stemning i byrådssalen.

Slutteligt fik også arvtager Anders Winnerskjold en byge af retoriske, politiske spørgsmål til Enhedslistens mærkesager, hvorefter han blev begavet med et palæstinensisk tørklæde - en keffiyeh.

Ovenfor kan du se et nedkog af Solveig Munks dundertale, og nedenfor er den fulde version.