Færre forældre vælger »væsentligt forringet« deltidspasning: Kommunen sparer ikke de forventede millioner
Kommunen sparer penge ved at reducere deltidspasning til 25 timer, men besparelsen er ikke så stor som forventet.
Besparelsen har ikke været så stor som antaget. Det må Aarhus Kommune konstatere efter halvandet år med en deltidspasning i dagtilbud, der ikke længere er på 30 timer, men blot 25 timer.
Kommunen regnede i sparekataloget fra 2022 med, at det ville give en besparelse på 6,5 mio. kr.
Dog er det færre forældre end forventet, der har valgt at følge med ned i timeantal, og flere har derimod nu valgt en fuldtidsplads til deres børn i vuggestue eller børnehave.
Tal, som avisen har fået fra magistratsafdelingen for børn og unge, viser, at det i 2022 var 8,7 pct. af børnene, der fik en deltidsplads i et dagtilbud. I 2024 er tallet faldet til 5,2 pct.
Ifølge Ann Olivia Keblovszki, kontorchef i Pladsanvisning og Elevadministration, Børn og Unge, havde man forudset, at en del børn ville skifte til fuldtid, når man sænkede timeantallet for en deltidsplads, men flere end forventet har skruet op for timeantallet:
»Vi kunne se i vores systemer, at mange på deltidsordningen faktisk ville kunne nøjes med 25 timer, og derfor vil der være penge at spare ved kun at tilbyde 25 timer i deltidsordningen,« siger Ann Olivia Keblovszki og tilføjer:
»Men selvfølgelig vil det ikke give en besparelse, hvis alle gik over på en fuldtidsordning, men det er heller ikke sket.«
Ifølge tallene er omkring 37 pct. af børnene på deltidsordningen skiftet til fuldtid.
»Hvis 30 pct. skiftede til en fuldtidsplads, ville det give en besparelse på 6,5 mio. kr. i 2024. Der er dog lidt flere, der er skiftet til fuldtid, og dermed er den realiserede besparelse mindre, men der er fortsat en besparelse,« lyder det fra kontorchefen.
Hvor stor en besparelse, det så drejer sig om, kan forvaltningen dog ikke præcist oplyse.
Der er en generel tendens til, at flere og flere vælger fuldtidsordningen. Risikerer man at accelerere den udvikling ved at reducere deltidsordningen til 25 timer?
»Jeg tror, det har fundet et niveau nu. Vi har ikke set den store forandring i 2024. Men det er klart, at hvis besparelsen pludselig er væk, fordi færre vælger deltid, så må man genbesøge den politiske beslutning,« siger Ann Olivia Keblovszki.
Der findes stadig en mulighed for 30 timer, da forældre på barsel ifølge loven skal tilbydes 30 timers deltidspasning.
Væsentligt dårligere
Århus Forældreorganisation kalder 25 timers-ordningen en klar forringelse af forældrenes muligheder og advarede allerede om reduktionen i 2022.
Sekretariatsleder Mette Bach Larsen forklarer, at det ikke er overraskende, at markant færre vælger deltidsordningen i dag:
»Det er blevet en væsentligt dårligere ordning med blot 25 timer. Det er relativt få timer, og det er svært at få det til at hænge sammen i hverdagen. Derudover er det sværere for børnene at være en del af fællesskaberne, fordi de kan have svært ved at komme med, når institutionen skal på ture, til arrangementer, eller der laves legeaftaler,« siger Mette Bach Larsen og tilføjer, at det daglige forældresamarbejde også vil blive vanskeliggjort, da forældrenes opholdstid i tilbuddet tæller med.
Hun mener, at kommunens antagelse om, at mange forældre på den gamle deltidsordning faktisk kun brugte 25 timer, er forkert:
»Jeg tror, det er en lidt regnearksagtig tilgang. Virkeligheden ser anderledes ud. I praksis tror jeg, man bruger det fuldt ud, men man registrerer mindre, fordi man også lige skal ind og ud ad døren,« siger Mette Bach Larsen.
Forældreorganisationen kan være bekymret for, at nogle forældre i dag presses ud i en 25-timers ordning:
»Det er jo megadyrt at få børn passet i Aarhus Kommune, så jeg kan godt forstå, at nogle vælger deltid, men vi mener, at det nuværende tilbud med blot 25 timer er en væsentlig forringelse,« siger Mette Bach Larsen.
En fuldtidsplads giver ret til i alt 51,5 timers pasning om ugen.