250 hektar solcellepark: »Et nødvendigt skridt mod en bæredygtig fremtid«
Byrådet i Favrskov Kommune har med stort flertal besluttet at sætte gang i lokalplanlægning af det meget store og meget omdiskuterede solcelleanlæg ved Hadsten, Hadbjerg og Nørre Galten.
Modstanden mod det planlagte solcelleanlæg nord for Hadsten fylder meget, når man følger debatten om projektet på lokale sociale medier og i denne avis.
Det er dog ikke ensbetydende med, at alle borgere i lokalområdet er imod etableringen af det 300 hektar store område med cirka 250 hektar solcellepaneler. I hvert fald ikke ifølge et par af de byrådsmedlemmer, der selv bor i lokalområdet,
»Det er ikke mit indtryk, at alle borgere i lokalområdet er imod det her projekt. Jeg bor i Hadbjerg og møder borgere i alle aldre, der bakker op om det,« sagde Rikke Randrup Skåning (A), da byrådet skulle tage stilling til at sætte gang i en lokalplanlægning af projektet.
Samme melding kom fra Isabell Friis Madsen (A), der bor i den nordlige del af Hadsten:
»Jeg bor selv tæt på og går i området hver dag, og det er ikke min oplevelse, at alle er imod. Særligt mange unge siger, vi skal turde tage ansvar.«
På tage eller marker?
I debatten om solcelleanlæg støder man ofte på argumentet om, at det vil være en meget bedre idé at placere solcellerne på tage fremfor jorden. I den forbindelse fremhævede Nils Borring (A), at selv om man placerede solceller på alle kommunale tage i Favrskov, vil det kun svare til 1/10 af det planlagte solcelleanlægs areal.
Torben Christensen (B) påpegede, at det er dyrere at anlægge solceller på tage end marker, og at det »ikke er realistisk i den nære fremtid.« Han sagde endvidere, at størrelsen på solcelleanlægget betyder meget og gør det rentabelt at lave en forbindelse fra anlægget til eltransmissionsnettet i Trige, der er et strategisk knudepunkt i elforsyningen i hele Østjylland, der har et stort strømforbrug i forhold til for eksempel Vestjylland.
Hvis man skal dømme ud fra debatten til byrådsmødet, så er formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Søren Gade (A), den mest entydige og største tilhænger af det lokale solcelleanlæg.
»Jeg gik ind i politik, fordi vi står i en klimakrise, der skriger på handling, og solcelleparken er et nødvendigt skridt mod en bæredygtig fremtid. Det er en vigtig milepæl i Favrskov Kommune, og vi har lyttet og tilpasset projektet ud fra borgernes tilbagemeldinger.«
Opbakning og størrelse
I modsætning til Søren Gade er byrådsmedlemmerne fra Venstre, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne skeptiske og kritiske overfor det kæmpe solcelleanlæg ved Hadsten.
Thomas Storm (V) understregede, at Venstre ikke er imod vedvarende energi, men at partiet ene og alene stemmer nej til at sætte gang i lokaplanlægningen på grund af projektets størrelse. Han fremhævede, at Favrskov Kommune har modtaget mange andre forslag om vedvarende energianlæg, som kan bidrage til, at kommunen opfylder sit mål om reducere CO2-udledningen.
»Der er rigeligt med projekter at tage af, selvom man reducerer i det her anlæg,« sagde Thomas Storm.
Simon Buus Olsen (I) fremhævede, som han tidligere har givet udtryk for, at solcelleopstillerne efter hans mening ikke har sørget for den nødvendige lokale opbakning til projektet, og at hans tillid til projektmagerne er lav.
Liberal Alliance mener, at der skal barberes mindst 100 hektar solceller væk og rejses mere skov, før partiet kan stemme ja til projektet.
Jernmarker eller kornmarker
Danmarksdemokraternes byrådsmedlem Morten Bang kogte debatten ned til spørgsmålet, om man ønsker jernmarker eller kornmarker. Han siger ja til kornmarker og nej til jernmarker og vil stemme nej på grund af manglende borgeropbakning og projektets størrelse.
Mortens Bangs indlæg fik borgmester Lars Storgaard til at komme med følgende bemærkning:
»Jeg ved ikke, om man kan sige, at man har et standpunkt, til man får at vide, man har et nyt.«
Borgmesterens kommentar var myntet på, at Morten Bang for nylig meldte sig ind i Danmarksdemokraterne, hvis formand Inger Støjberg har talt dunder mod solcelleparker med kampråbet om at sige nej til jernmarker og ja til kornmarker.
Debatten om solcelleanlægget varede over en time, men gav ikke anledning til holdningsskift, da byrådet til sidst skulle stemme om at sætte gang i lokalplanlægningen. De fem medlemmer af Venstre, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne stemte nej, mens de resterende 20 byrådsmedlemmer stemte ja.