Fortsæt til indhold

Gendanne Kolindsund som sø? Ikke på vilkår

Velfærdslisten Syddjurs på vej med politiske dagsordener, der ikke kun handler om rewilding og naturplejeprojekter i Mols Bjerge.

Politik

Som en storm, der truer med at rive rødderne op, har Velfærdslisten Syddjurs markeret sig med et klart nej til at gendanne Kolindsund som sø.

Listen mener, at projektet vil have alvorlige konsekvenser for de lokale borgere, der risikerer at blive tvunget til at flytte.

»Rigtig mange borgere i Kolindsund er nu, efter byrådets udmelding om at genetablere Kolindsund som en sø, blevet stavnsbundet til deres hjem i mange år fremover. Det kan vi ikke acceptere,« siger Winni Velling.

Listen går ind for grøn omstilling og biodiversitet, men ikke for enhver pris – ikke hvis det rammer borgerne.

Per Øxenholt er far til Velfærdslisten Syddjurs, der nu fungerer formelt som partiforening, bestyrelse, medlemmer og flere aktører, der markerer sig i den offentlige debat. Arkivfoto

En ny begyndelse

Velfærdslisten Syddjurs er nu officielt dannet som parti og forbereder sig på at stille op til kommunalvalget i november 2025. Den nydannede forening har hidtil tiltrukket sig opmærksomhed med sin klare fokus på velfærd for både mennesker og dyr.

Med en bestyrelse på plads er Velfærdslisten Syddjurs klar til at tage kampen op for bedre velfærd i kommunen. Partiets mærkesager omfatter støtte til børn, unge, familier, mennesker med særlige behov og pensionister, som ifølge partiet ikke får den nødvendige hjælp under de nuværende forhold.

Vækst er en betingelse for, at der ikke sker en forringelse i velfærden

Velfærd i fokus

Winni Velling, en af de centrale figurer hos Velfærdslisten, udtaler: »Vi kan ikke være bekendt overfor borgerne, at de ikke får den hjælp, de har brug for. Vores mål er at sikre, at Syddjurs Kommune igen bliver en kommune, der sætter den sociale indsats og velfærden højt.«

Listen har også en plan for, hvordan de vil finansiere deres initiativer.

Velfærdslisten foreslår blandt andet at stoppe de årlige underskudsdækninger til Aarhus Lufthavn, medmindre lufthavnen kan bevise sin rentabilitet inden for tre år.

»Borgeres skattepenge skal ikke blive ved med at blive kastet i et sort hul. De penge skal bruges på velfærd i kommunen,« siger Winni Velling.

Desuden vil de arbejde for at skabe vækst i kommunen ved at tiltrække flere tilflyttere og virksomheder. Det samme vil stort samtlige partier fra Socialdemokratiet og ud til højre.

»Vækst er en betingelse for, at der ikke sker en forringelse i velfærden. Vi skal sikre, at Syddjurs Kommune bliver et attraktivt sted at bo og arbejde,« siger Winni Velling.

Hvorfor hemmeligt?

Velfærdslisten Syddjurs mener ikke, at det er en kommunal opgave at bevilge økonomisk støtte til private borgere til rewilding – naturplejeprojekter og på bekostning af dyrevelfærd.

»Vi mener i øvrigt, at disse projekter er ulovlige, da alle, der holder dyr bag hegn, skal følge dyrevelfærdsloven. Det mener vi ikke sker i Syddjurs,« siger Winni Velling.

Listen kræver fuld aktindsigt i økonomien vedrørende naturplejeprojekter, som kommunen har støttet siden 2017.

»Vi har bedt om aktindsigt mange gange, siden december 2023, men har stadig ikke fået fuld aktindsigt i økonomien vedr. udgifter til naturplejeprojekterne,« siger Winni Velling.

De oversete

Winni Velling ser frem til de kommende udfordringer og muligheder, som Velfærdslisten står overfor.

Hun er optimistisk omkring partiets potentiale til at gøre en forskel i Syddjurs Kommune.

»Vi er en ny stemme i lokalpolitikken, og vi er her for at repræsentere de borgere, der føler sig overset.« siger Velling.

Den kommende tid skal bruges til at få organisationen på plads og tiltrække flere medlemmer til Velfærdslisten Syddjurs. Med deres konkrete planer er de klar til at tage Syddjurs Kommune med storm ved det kommende byrådsvalg.