Fortsæt til indhold

Skole-tandlæge ombygges for knap to millioner kroner

Ni kommunale tandklinikker samles på fire lokationer. Det betyder helt nye klinikker og en ombygning – sidstnævnte er nu igangsat

Politik

Da budgettet for et par måneder siden blev lagt for de kommende fire år, besluttede byrådspolitikerne at samle de kommunale tandklinikker i Favrskov Kommune på fire lokationer.

I dag er der klinikker på ni af kommunens 13 folkeskoler. Fremover vil der være én i hver af kommunens fire hovedbyer: Hadsten, Hammel, Hinnerup og Ulstrup. Klinikken på Ulstrup Skole bevares, mens Hinnerup samt Hadsten får bygget helt nye, og klinikken på Skovvangskolen i Hammel udvides.

Netop udvidelsen på Skovvangskolen går så småt i gang nu. I begyndelsen af 2025 kommer opgaven i udbud, og udførelsen er planlagt til at foregå mellem juni-oktober, sådan at en del af byggeperioden med nedlukning finder sted i skoleferier, hvor klinikken alligevel har planlagte lukkeuger.

Der skal bygges et ekstra klinikrum, et større røntgenrum, med plads til avanceret røntgen, og desuden personalefaciliteter til et større antal medarbejdere. Det koster i alt 1,855 millioner kroner.

De patienter, der er tilknyttet Skovvangskolens tandklinik, bliver tilbudt tandpleje på kommunens øvrige tandklinikker i perioden, hvor klinikken på Skovvangskolen lukkes.

Søndervangskolen I Hammel ville være oplagt at tænke som erstatning, men:

»Søndervangskolen har ikke kapacitet til at opsuge alle patienter fra Skovvangskolen. Så vi kan ikke love, at det er her, de kommer hen,« siger formanden for Social og Sundhedsudvalget, Rikke Randrup Skåning (A).

Koster 28 mio. samlet set

Ombygningen af Skovvangskolens klinik er klar til brug i slutningen af oktober 2025.

Teknik- og Miljøudvalget samt Social- og Sundhedsudvalget har godkendt, at de knap to millioner kroner til udvidelsen bevilges.

Samlet set kommer byggerierne af de to helt nye tandklinikker i Hadsten og Hinnerup samt ombygningen af klinikken på Skovvangskolen til at koste 28 millioner kroner. Til gengæld er det forventningen, at den årlige drift fra 2028 blive 1,7 millioner kroner billigere.

»Jeg er slet ikke i tvivl om, at det her er en rigtig god løsning, selvom jeg er med på, at det bliver en anelse mere bøvlet for forældrene. I særdeleshed finder jeg det positivt, at personalet i høj grad udtrykker positivitet, blandt andet fordi de kommer tættere på flere kollegaer. Det betyder også, at den faglige kvalitet bliver højnet,« siger Rikke Randrup Skåning.