Midtrafik-ledelsen fik togkritik med hjem
Benny Hammer (K) og Niels Basballe (S) fik luftet deres kritik af de mange letbaneaflysninger og manglende erstatningsbusser.
Aflysning på aflysning. Forsinkelse på forsinkelse. Manglende information. Manglende erstatningsbusser.
Kritikpunkterne er mange, når vintervejret har budt på minusgrader og rimfrost og forhindret letbanetogene i at betjene det yderste af Djursland.
Selv om det ikke burde komme som en overraskelse, at der var nattefrost i overgangen fra søndag til mandag, så var der ikke sørget for erstatningsbusser, da man mandag morgen måtte erkende, at der ikke kunne køres med letbanetog til og fra Grenaa.
Så da Midttrafiks øverste ledelse med den nye direktør Lars Berg i spidsen tirsdag middag var til et længe planlagt møde på Grenaa Rådhus, blev der efter initiativ fra to lokalpolitikere fra hver sin fløj i kommunalbestyrelsen i Norddjurs – den konservative viceborgmester Benny Hammer og den socialdemokratiske næstformand i Miljø og Teknikudvalget, Niels Basballe – føjet nogle ekstra punkter til dagsordenen. Mødet handlede som udgangspunkt om en ny strategiplan for Midttrafik.
Efter mødet ønskede ingen fra Midttrafiks ledelse at udtale sig, og man henholdt sig til, at spørgsmål skulle gå gennem selskabets presseafdeling.
Positivt stemt
Men både Benny Hammer og Niels Basballe var mere positivt stemt efter mødet, inden de var inden.
Hvem skal trykke på knappen og sætte ting i gang, når letbanen meddeler, at den ikke kan køre?Benny Hammer
»Vi har haft en god snak. Her er det vigtigt at skelne mellem, hvem der har ansvaret for hvad. Aarhus Letbane er ejet af Aarhus Kommune og Region Midtjylland, mens det er Midttrafik, der på vores vegne køber ydelsen med at få folk transporteret fra A til B. Og det er her, det kniber med beredskabet, når noget går galt. Hvem skal trykke på knappen og sætte ting i gang, når letbanen meddeler, at den ikke kan køre?
Sådan lød den umiddelbare melding fra Benny Hammer, da han kom ned ad trappen fra mødelokalet på førstesalen på rådhuset.
For eksempel som da man hele søndagen vidste, at der ville være syv-otte graders frost mandag morgen, men beredskabet ikke virkede, da letbanetogene holdt stille indtil klokken 11.
»Lige præcis. Så kan man lige så godt søndag tage affære og sikre, at erstatningsbusserne holder klar mandag morgen – hvad de ikke gjorde. Hvis man først skal til at ringe efter busser mandag morgen, så har man ladt dagens første rejsende i stikken,« mener Benny Hammer.
Hvordan reagerede Midttrafiks ledelse på det problem?
»Det tog direktør Lars Berg og de øvrige til sig og ville undersøge nærmere.«
Seks konkrete punkter
Niels Basballe havde til mødet udarbejdet en liste med seks konkrete punkter med udgangspunkt i de artikler, som avisen har skrevet om de mange aflysninger, og at man måske ikke har det rette tog til at køre på strækningen mellem Grenaa og Aarhus.
Han ville vide, hvem der tager initiativ til at bestille erstatningsbusser, når letbanen ikke kan køre. Og hvem der bestemmer erstatningsbussernes rute – så busserne eksempelvis aldrig kører til stoppestederne Hessel og Trustrup, men i stedet kører direkte fra Grenaa mod Kolind.
Niels Basballe havde også spørgsmål til, hvordan rejsegarantien dækker, når der er annonceret erstatningsbusser, men de i praksis endnu ikke er sat ind. Avisen er kendt med tilfælde, hvor passagerer selv skal betale taxaregningen på 1.500-1.600 kroner til Aarhus – uden at vide om den bliver dækket af Midttrafik. Ikke mange studerende på SU har råd til det. Også det ønsker Niels Basballe mere klarhed over, ligesom han er kritisk over for informationsniveauet. For eksempel kan man først kontakte Midttrafiks kundeservice efter kl. 8 – og hvad hjælper det, hvis man skal med et tog tidligere, og det viser sig ikke at køre?
Det kan man ikke byde kunderne, som betaler for at komme frem mellem de forskellige stationer.Niels Basballe
»Derfor må man etablere en vagttelefon, så der kan svares på spørgsmål og rekvireres hjælp og eventuel erstatningstransport øjeblikkeligt. Og ikke som det skete forleden søndag, hvor det første letbanetog fra Grenaa klokken 5.10 standsede uden strøm på strækningen mellem Ryomgård og Kolind. Fra Koed til Kolind måtte passagerer og letbanefører gå i nattens mørke og kulde mellem skinnerne. Der var ingen hjælp at hente denne morgen – hverken hos Aarhus Letbane eller Midttrafik. Det kan man ikke byde kunderne, som betaler for at komme frem mellem de forskellige stationer,« mener Niels Basballe.
Godt med ny direktør
Her peger Benny Hammer på, at det er godt med et direktørskifte hos Midttrafik.
»Den nye direktør gav på mødet udtryk for, at han heller ikke kunne forstå, at tingene ikke kan fungere bedre, når det kan lade sig gøre andre steder.«
Også Niels Basballe hørte på mødet Midtrafiks ledelse give udtryk for, at det, man denne vinter – og tidligere vintre – har budt kunderne på letbanen, ikke er tilfredsstillende.
»Når den kører, er letbanen jo en succes, men servicen skal være i orden, og det har den ikke været. Specielt med de manglende erstatningsbusser,« siger Niels Basballe, der selv på en måde blev ramt mandag morgen, da letbanen holdt stille.
»Jeg skulle hente et barnebarn på stationen i Grenaa. Hun skulle med letbanen fra Lystrup, og selv om der var annonceret erstatningsbusser, kørte de ikke. Så barnebarnet kom for sent i skole.«
Uden indflydelse
Aarhus Letbane er for tiden ved at indhente tilbud på nye togsæt, som især skal sættes ind på den lange strækning til Grenaa. Men det sker uden mulighed for, at politikerne i Norddjurs og Syddjurs kan påvirke beslutningen i retningen af, hvorvidt man undersøger, om det ville være en fordel med toiletter i togene – som der var, indtil letbanen erstattede Grenaabanen.
»Den afgørelse ligger kun hos Aarhus Letbane, Aarhus Kommune og Region Midtjylland. Nu har vi så bedt om at være med på sidelinjen, og her har vi opbakning fra Midttrafik, for det er jo her, kritikken havner. Som ansvarlig driftsherre burde vi være med ved bordet,« siger Benny Hammer, som glæder sig til at se svarene på de spørgsmål, som blev rejst på mødet.
Aktuelt kan han ikke forstå, at Aarhus Letbane ikke benytter sig af løsningen med at smøre olie på køreledningerne om vinteren noget oftere, end det sker nu.
»Måske er det løsningen at gøre det hver anden uge i stedet for hver fjerde. Jeg ved det ikke, men det er måske værd at undersøge. Det koster selvfølgelig noget, men det gør det da også at sætte erstatningsbusser ind og refundere passagerers taxaregninger. Og så ville man måske genere færre rejsende.«
Han kalder det »utroligt«, at man sætter erstatningsbusser ind, men bevidst kører uden om to stationer: Hessel og Trustrup.
»Det fik vi ikke svar på i dag, men vi har luftet vores frustrationer på vegne af nogle borgere, som har henvendt sig til os.«