Borgere kæmper mod kommunen: Årsag - betonklodser på strand
Karna og Freddy Dichmann Jensen kan dokumentere ulovlig udlægning af betonklodser ved Kystvejen 60-62 ned til Ebeltoft Vig. Syddjurs Kommune afviser.
»Jeg har altid troet, at Danmark var et retssamfund, men efter det vi har oplevet med særligt Syddjurs Kommune i denne sag, er jeg begyndt at tvivle,« siger Freddy Dichmann Jensen, der sammen med sin kone Karna bor på Kystvejen 62 ved Egsmark lige ned til vandkanten i Ebeltoft Vig.
Det er rent faktisk en langgaber af en historie, der er årsag til, at Freddy Dichmann Jensen føler sig alvorligt i tvivl om, han lever i et retssamfund.
Han føler sig heller ikke længere sikker på, at lokalpolitikere har den nødvendige pondus til at være der for deres vælgere, men hellere falder til patten og forsvarer deres embedsværk for at undgå problemer.
Borgerens kamp
Sagen har et meget langt forløb.
En Ebeltoftborger, som Din Avis Syddjurs har mødt og talt med, starter sagen, som Karna og Freddy Dichmann Jensen først engagerer sig i noget senere.
Den pågældende Ebeltoftborger ønsker at være anonym, fordi han føler, at han er blevet beklikket på sin troværdighed, og at sagen har sværtet hans gode ry og rygte til mere end godt er.
Derfor optræder i den følgende beskrivelse som ’Borgeren’.
’Borgeren’ går ugentlige ture på Egsmark Strand, da han er bosiddende i området. Det har han gjort i mange år.
I 2017 klager han til myndighederne (Syddjurs Kommune og Kystdirektoratet) over, at den frie adgang er udfordret på Kystvejen nr. 60 af en gammel betonterrasse, der gør passage noget nær umulig.
Der kommer ikke svar.
Senere samme år anmelder han sagen igen, fordi han nu er stødt på 15 betonklodser, der er smidt i vandkanten foran betonterrassen. Han rykker for svar i februar 2018 og får det svar fra Syddjurs Kommune, at der end ikke er sat en sagsbehandler på endnu.
Han rykker igen i juli 2018, da der nu næsten er gået et år uden svar.
Forkert information
I august 2018 sender sagsbehandleren fra Syddjurs Kommune besked til Kystdirektoratet.
Her går det galt, fordi det er forkert information, sagsbehandleren sender. Sagsbehandleren skriver, at Miljøcenter Århus efter en klage fra Danmarks Naturfredningsforening har godkendt betonkonstruktionen og kystbeskyttelsen i 2010.
Problemet er, at Miljøcenter Århus ikke så de 15 betonklodser, men seks betonrør, som blev placeret af ejerne af nr. 60, 62 og 64 efter en strandrydning for betonaffald.
Nogle år senere, i 2012, fjernede de dem helt, så stranden blev betonfri, dog undtaget betonterrassen.
Det kan Freddy Dichmann Jensen dokumentere.
Naboer træder ind
»Den dag i 2017, da en af ejerne fra nr. 60 udlagde de 15 betonklodser, overværede vi det, fordi vi har helårsbopæl på nr. 62,« siger Freddy Dichmann Jensen.
»Efter udlægningen ringede en af ejerne af nr. 60 på vores dør og sagde, at han godt vidste, at det, han havde gjort, var ulovligt, men man ville forsøge at beskytte betonterrassen. Han gav os det løfte, at man selvfølgelig ville fjerne dem igen, hvis det blev til gene for os.«
Det blev det i 2023, da læside-erosionen fra høfderne påvirkede stranden, og betonterrassen spærrede mere og mere for den fri adgang på stranden.
»Vi har det fint med trafikken i strandkanten. Vi går selv ture langs Vigen, men når den frie ret bliver udfordret af en betonkonstruktion, så strandgæsterne søger op på de private grunde, er det ikke rimeligt, fordi vi vel alle har krav på privatliv,« siger Freddy Dichmann Jensen.
Genoptagelse af sagen
I 2023 kontakter Freddy Dichmann Jensen ejeren af nr. 60, og gør opmærksom på hans løfte om at fjerne betonklodserne, hvis naboerne ønskede det.
»Det løfte løb han desværre fra. Han forklarede mig, at de havde søgt Kystdirektoratet om tilladelse til betonklodserne og havde fået den,« fortæller Freddy Dichmann Jensen.
Din Avis Syddjurs har ikke talt med ejerne af nummer 60. Huset er til salg, og der bor tilsyneladende ingen i huset pt.
»Vi kunne ikke forstå, at Direktoratet kunne give tilladelse til, at man smider betonaffald i strandkanten og bad derfor om aktindsigt. Her kunne vi se, at vores nabo desværre havde stukket os en løgn. De havde ikke søgt, men var blevet anmeldt af ’Borgeren’. Først nu fik vi kendskab til sagen, og vi kunne med vores viden, fotos og sms-korrespondance se, at ’Borgeren’ havde ret og havde fået en behandling, der ikke er rimelig i et retssamfund.«
I skrivende stund er Kystvejen 60 til salg - og der bor ingen personer i huset.
Freddy Dichmann Jensen og hans kone kontakter ’Borgeren’ , og de beslutter, at de i fællesskab vil have sagen genoptaget. De laver en grundig beskrivelse af, hvad der er sket, samt fotodokumentation.
De indsender klagen i september 2023, og Direktoratet videresender den 15. september til Syddjurs Kommune.
Manglende respons
De hører intet og rykker den 27. december.
De hører stadig intet og beder Direktoratet om aktindsigt i, hvad de har sendt til Syddjurs.
Heraf fremgår det, at der ikke er sket nogen behandling. Derfor er der af gode grunde heller ingen konklusion.
De rykker atter Syddjurs Kommune flere gange uden respons.
Derfor kontakter de borgmester Michael Stegger Jensen to gange, stadig ingen respons fra sagsbehandlerne, så de beslutter at Freddy Dichmann Jensen skal stille spørgsmål til byrådet den 26. juni 2024 i spørgetiden forud for byrådsmødet om det rimelige i, at man ikke får svar på henvendelser.
Men et par dage før mødet kommer der pludselig et svar på deres henvendelse.
»Det er en blank afvisning af vores dokumentation med de samme forkerte begrundelser,« konstaterer Freddy Dichmann Jensen.
Nedladende behandling
»Vi bruger meget tid på at skrive et seriøst svar på kommunens svar til os. Vi har sågar lavet svaret fra kommunen om til en PDF i et format, vi kan arbejde videre med, så vores kommentarer står i teksten med anden skrifttype og farve, ud for det sted, hvor der er faktuelle fejl i svaret fra kommunen samt fotodokumentation,« forklarer Freddy Dichmann Jensen.
Det påvirker tilsyneladende ikke Syddjurs Kommune en tøddel. Der kommer et svar tilbage fra kommunen, som stort set er en kopi af det tidligere svar.
»Der er overhovedet ikke reageret på vores påvisninger af fejlene. Vi er målløse og føler ærlig talt, vi får en nedladende og unfair behandling,« siger Freddy Dichmann Jensen.
Skiftende strategier
Din Avis Syddjurs blev præsenteret for sagen efter sommerferien 2024.
Avisen får et møde sat op med Kim Lykke Jensen, formand for Natur-, teknik- og miljøudvalget, på Kystvejen 62.
På mødet anerkender udvalgsformanden de fremlagte beviser i forhold til møllehjulene, som Karna og Freddy Dichmann Jensen præsenterer ham for.
Kim Lykke Jensen understreger, at betonterrassen er opført på en privat grund efter bogen, så den side af sagen vedrører ikke sagen.
Men udvalgsformanden erkender hurtigt, at Karna og Freddy Dichmann Jensen har fået et forkert svar fra kommunen, og at det er helt oplagt, at møllehjulene skal fjernes.
Efter mødet med udvalgsformanden forventer Karna og Freddy Dichmann Jensen af indlysende årsager, at kommunen vil udvirke, at møllehjulene bliver fjernet.
Det sker imidlertid ikke.
Sagsbehandleren hos Syddjurs Kommune indser tilsyneladende, at påstanden om, at ’Borgeren’ havde løjet om udlægningsdatoen, ikke holder.
»Så uden skyggen af en kommentar overhovedet herom, bliver det nu pludseligt en helt anden sag. Kommunen skifter strategi, så der nu er tale om renovering af en gammel høfde. Luftfoto tilbage i tiden viser, at der ikke har ligget høfder på netop det felt, hvor de 15 betonklodser er dumpet, lige foran den gamle betonterrasse. Så man renoverer nu en høfde, der aldrig har ligget der,« noterer en overrasket og rystet Freddy Dichmann Jensen.
Krav om juridisk grundlag
»Det virker som om, at man fra kommunens side for enhver pris skal have lukket sagen, uden det bliver offentligt, at ’Borgerens’ anmeldelse fik en yderst kritisabel behandling. Han har siden da måttet leve med, at kommunen ved afgørelsen har stemplet ham som værende utroværdig. Det ville være på sin plads, at kommunen sender ham en skriftlig undskyldning for den behandling, han har været udsat for. Det er ikke rimeligt, at noget sådant kan ske i et retssamfund,« siger en fortørnet Freddy Dichmann Jensen.
Han kontakter atter Kim Lykke Jensen for at forhøre sig om, hvordan man finder noget om det juridiske grundlag.
Udvalgsformanden råder ham til at stille spørgsmålet til kommunens telefonomstilling (callcenter) vedrørende juridisk afklaring, så de her kan finde den rette person med kendskab til området.
»Vi bliver ringet op af sagsbehandleren, det er første gang, vi har personlig kontakt. Samtalen giver ikke noget svar på det ret enkle spørgsmål om, hvilket lovgrundlag der administreres efter, så onsdag 16. oktober sender vi en mail til chefen for Teknik og Miljø hos Syddjurs Kommune, Sanne Attermann.«
I mailen beder Karna og Freddy Dichmann Jensen chefen for Teknik og Miljø om at udvirke, at de får sendt de juridiske retningslinjer, der gælder for sagsbehandling vedrørende kystbeskyttelse og høfder, herunder specifikke lov- og paragrafhenvisninger.
I mailen henviser de til sagen om den anmeldte dumpning af 15 betonklodser på Kystvejen nr. 60.
De gør opmærksom på, at Syddjurs Kommunes sagsbehandling har været yderst kritisabel og anmoder om en skriftlig undskyldning til ’Borgeren’ og fjernelse af betonklodserne (møllehjulene), fordi de forårsager erosion og hindrer fri bevægelighed på stranden.
Parret venter fortsat på et svar fra chefen for Teknik og Miljø?
»Jeg er målløs«
»Jeg overvejer at møde frem til næste byrådsmøde for at høre byrådet, om de synes, at vi som borgere har fået en anstændig behandling,« siger Freddy Dichmann Jensen.
Han er spændt på deres svar. Håber det bedste, frygter det værste.
»Mange vil måske synes, at sagen er meget lille, men for os handler det her om tillid til systemet, embedsmænd og politikere. Jeg har altid haft tillid til Danmark som retssamfund, og at politikerne som folkevalgte varetager borgernes interesser. Det har jeg svært ved at se med den behandling, som vi har fået. Jeg er målløs.«