Kan rektor banke sin gamle håndboldkammerat ud på bænken?
Borgmester Michael Stegger Jensen og viceborgmester Christoffer Pedersen har spillet på samme hold i deres yngre dage. Nu skal de duellere om borgmesterposten ved kommunalvalget 18. november.
»Jeg har spillet håndbold med Michael Stegger Jensen i vores unge år. Han sad ofte på bænken, da vi spillede sammen i TRIF-Midtdjurs. Så jeg er vant til at se ham sidde over.«
Med denne skarpe konstatering indledte Venstres borgmesterkandidat Christoffer Pedersen sin valgkamp på Kulturloftet på Ny Malt i Ebeltoft i sidste uge.
Optimismen var tydelig, og Christoffer Pedersen var klar til at præsentere sine visioner for Venstre og Syddjurs Kommune.
Hvorfor vinder Venstre?
Christoffer Pedersen og Venstre i Syddjurs kunne glæde sig over et godt fremmøde. Omkring 100 personer, primært medlemmer af partiet, var mødt op for at lytte til økonomiminister Stephanie Lose og Venstres bud på en ny borgmester for de kommende fire år.
»Hvorfor vinder Venstre valget?« spurgte Christoffer Pedersen med selvtillid.
Han gav selv svaret med en slagkraftig formulering:
»Hvor S står for Socialdemokraterne, Stegger og Stilstand, står V for Venstre, Vækst, Velfærd og Valgfrihed. Og selvfølgelig står V også for, at Vi Vinder Valget!«
Dette udløste smil og taktfaste klapsalver fra publikum.
Hvad interesserer vælgerne?
Inden Christoffer Pedersen gik på scenen, havde Venstres formand for Sundheds- og Ældreudvalget, Riber Hog Anthonsen, rost Stephanie Lose for den nyligt vedtagne sundhedsreform.
»Den indeholder mange gode elementer, men hvordan får vi gjort tingene begribelige for vælgerne? Reformen er ikke ligefrem sexet at tale om.«
Riber Hog Anthonsen var tydeligvis ivrig efter at få økonomiministerens råd om, hvordan man lokalt kan få vælgerne til at interessere sig for politik.
Stephanie Lose, der havde stor succes ved sidste regionsrådsvalg i Region Syddanmark, havde et klart svar:
»Spørg vælgerne, hvad der interesserer dem, og sørg for at have mange kandidater, så Venstre er repræsenteret bredt i hele kommunen.«
Vækst og velfærd
Inden rektor og samfundsfaglærer Christoffer Pedersen på VID Gymnasier i Rønde og Grenaa blev slagsordsagtig i retorikken, diskede han op med en forelæsning i Venstres politik, som de fleste nok havde hørt allerede.
Han startede med at understrege, at han efter godt syv år i byrådet nu ønsker at sidde for bordenden, fordi det i længden er kedeligt ikke at have den afgørende indflydelse.
»Syddjurs er ikke længere en kommune i vækst,« lød det fra viceborgmesteren.
»Med Socialdemokratiet ved roret har vi set en stilstand, der truer vores velfærd. Vi skal skabe vækst for at få råd til den bedst mulige velfærd for vores børn, ældre og udsatte borgere.«
Christoffer Pedersen påpegede, at kommunens indtægter i de kommende tre år vil være 47 millioner kroner lavere end budgetteret. »Det er en udfordring, vi ikke kan ignorere,« tilføjede han.
Underforstået: Det tager Socialdemokratiet ikke alvorligt, ligesom flere fra den røde fløj ikke anser manglende vækst som værende et større problem.
Erhvervslivets betydning
Christoffer Pedersen fortsatte: »Vi har brug for en kommune, der kan tiltrække nye borgere og virksomheder. Det kræver, at vi skaber de rette betingelser for vækst.«
Han kritiserede det røde byrådsflertal for en manglende forståelse for erhvervslivets betydning. Det er ifølge Venstre en af årsagerne til den manglende vækst.
»Vi har set, hvordan biogassagen og langsommelige sagsbehandlinger i Rønde har hæmmet udviklingen. Bureaukrati og manglende strategiske jordopkøb er dræbende for vækst.«
Venstre vil flå bureaukratiets kvælertag af erhvervslivet og være proaktive i forhold til erhvervslivets vilkår, lovede han.
»Venstre står for vækst, mens Socialdemokratiet står for stilstand.«
Der var det slagsordsagtige igen. Ingen sad tilbage og tvivlede på, hvem Venstre ser som hovedmodstanderen ved det kommende valg.
Grøn omstilling
Venstre er ikke overraskende også et grønt parti, understregede Christoffer Pedersen.
»Vi går forrest i den grønne omstilling, selv når det kræver svære beslutninger.«
»Biogassagen viste, at Venstre er villig til at tage de nødvendige skridt for at mindske CO2-udslippet. Vi skal fokusere på antisymbolpolitik, hvor beslutningerne virkelig batter noget.«
Symbolpolitik om sadeltag i Rønde og nej til indkøb af dadler i Israel, gider Venstre ikke spilde tid på.
»Det er ikke nok at tale om grøn omstilling; vi skal handle. Det betyder, at vi skal støtte op om projekter, der kan reducere vores CO2-udslip og gøre Syddjurs til en foregangskommune inden for bæredygtighed.«
Frihed er også valgfrihed
For Venstre er valgfrihed og frihed i velfærdssamfundet centrale værdier.
»Det er lederne, lærerne, pædagogerne og forældrene, der bedst ved, hvordan vi driver den bedste skole,« sagde Christoffer Pedersen.
»Der skal være frihed til at gøre tingene anderledes, hvis man ønsker det. Venstre står for valgfrihed.«
Christoffer Pedersen fremhævede initiativer som plejehjemsbestyrelser og muligheden for at vælge forskellige pasningstilbud som eksempler på, hvordan Venstre ønsker at give borgerne mere frihed.
»Vi tror på, at borgerne selv ved bedst, hvad der er rigtigt for dem,« sagde Pedersen.
»Derfor skal der være mulighed for at vælge mellem forskellige velfærdstilbud. Det gælder både inden for børnepasning, skole og ældrepleje. Vi skal skabe rammerne for, at borgerne kan træffe de valg, der passer bedst til deres behov.«
Holdindsats nødvendig
Christoffer Pedersen er således overbevist om, at Venstre kan slå Socialdemokratiet ved det kommende valg.
»Det kræver en holdindsats.«
Han udtrykte håb om, at Stephanie Lose og resten af folketingsgruppen på Christiansborg kan rette Venstre-skuden op, så det får en positiv afsmittende virkning lokalt.
»Bedre meningsmålinger for Venstre på landsplan vil hjælpe os lokalt.«
Det er faktisk altafgørende, kunne han sagtens havde understreget uden at have sagt noget forkert.
Om rektor Pedersen bestod sin ilddåb og holdt en første forelæsning, som var tilpas sexet, ved han 18. november.
Venstre holder opstillingsmøde i marts. Her kommer der en ny peptalk fra borgmesterkandidaten.