»De små lokale partiforeninger er væk og afløst af en stor. Det har kostet interesse og medlemmer«
Venstre har stolte traditioner i den tidligere Ebeltoft Kommune, men er partiet ved at sakke agterud i forhold til Socialdemokratiet og Konservative Syddjurs?
»Hvor er Venstre henne i Ebeltoft?« spurgte Lillian Rose ved sidste uges nytårskur på Kulturloftet på Ny Malt.
Venstre havde indkaldt partiets medlemmer i Syddjurs for at få startet valgkampen frem mod KV25 tirsdag den 18. november.
Økonomiminister Stephanie Lose og Venstres borgmesterkandidat, 43-årige Christoffer Pedersen fra Ugelbølle, var indforskrevet til at puste selvtillid og tro på tingene lokalt.
Lillian Rose er sammen med sin mand, Frode Munch, mangeårige medlemmer af Venstre i Ebeltoft. Munch har endog en fortid i Ebeltoft Byråd.
Netop derfor var spørgsmålet fra Lillian Rose yderst relevant.
Rose supplerede med, at det Venstre, hun kendte engang i Ebeltoft, var medlemstungt og sågar havde imponeret tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, da han dukkede op til et V-arrangement i byen, lang tid før han besluttede at stifte Moderaterne.
Centralisering
Lillian Rose havde selv et bud på et svar på sin fortvivlelse.
»De små lokale partiforeninger er væk og afløst af en stor. Det har kostet interesse og medlemmer,« mente hun.
Venstres lokalformand Niels Søren Rasmussen kunne give hende ret så langt, at det er blevet sværere end svært at finde både kandidater til kommunalvalg og ligeledes til lokalbestyrelsen.
»Venstre er dog klar til kommunalvalget. Det ser godt ud,« røbede Niels Søren Rasmussen.
Om han taler sandt, bliver afsløret til Venstres opstillingsmøde i marts.
Om der også er folk med postnummeradresse 8400, der er på kandidatlisten, afslørede formanden dog intet om.
Sammen med Christoffer Pedersen tillod han sig dog at glæde sig over fremmødet på Kulturloftet.
Som til en bedre rockkoncert sad der i omegnen af 100 på tilhørerpladserne.
Hård kamp
Netop i Ebeltoft bliver der kamp om stemmerne, lyder det på vandrørene
Socialdemokratiet stiller for eksempel med to nye folk med Ebeltoft-DNA, Peter Ravn, lærer på Ebeltoft Skole, og fotojournalist Camilla Rønde.
Konservative Syddjurs kan, så vidt Ebeltoft Folketidende er orienteret, mønstre både Sverre Tønder og Vibe Bregendahl, begge meget aktive og meget synlige i det nuværende Ebeltoft Distriktsråd.
Hvad interesserer vælgerne?
Venstres formand for Sundheds- og Ældreudvalget, Riber Hog Anthonsen, roste på sidste uges møde Stephanie Lose for den nyligt vedtagne sundhedsreform.
»Den indeholder mange gode elementer, men hvordan får vi gjort tingene begribelige for vælgerne? Reformen er ikke ligefrem sexet at tale om.«
Riber Hog Anthonsen var tydeligvis ivrig efter at få økonomiministerens råd om, hvordan man lokalt kan få vælgerne til at interessere sig for politik.
Stephanie Lose, der havde stor succes ved sidste regionsrådsvalg i Region Syddanmark, havde et klart svar:
»Spørg vælgerne, hvad der interesserer dem, og sørg for at have mange kandidater, så Venstre er repræsenteret bredt i hele kommunen.«
Måske det kan lokke håbefulde medlemmer af Venstre med bopæl i Ebeltoft på banen? Det vil uden tvivl blive taget imod med kyshånd.