Velfærdslisten får historisk tilgang- afsløres lørdag
Velfærdslisten vokser – får endnu et medlem i Randers Byråd.
For første gang nogensinde får Velfærdslisten mere end ét medlem af Randers Byråd.
Det afslører partiet i en pressemeddelelse.
Siden partiets stiftelse 4. marts 2013 har den tidligere SF’er Kasper Fuhr Christensen været Velfærdslistens eneste byrådsmedlem, men fra nu af bliver byrådsgruppen udvidet med endnu et medlem.
Navnet på det nye byrådsmedlem offentliggøres ved et pressemøde lørdag 25. januar på Remisen klokken 13.00.
Det bekræftes, at det er et siddende medlem af byrådet.
Det er mest nærliggende at formode, at det er Henriette Malland, der meldte sig ud af socialdemokratiet og nu er løsgænger.
De andre løsgængere i byrådet er for tiden, Jens Peter Hansen (tidligere Venstre), samt Daniel Madié og Bo Vestergaard, der i december meldte sig ud af Det konservative Folkeparti.
»Med endnu et byrådsmedlem kan vi tage kampen for bedre velfærd til et helt nyt niveau. Det vil styrke kampen for ordentlige vilkår for kommunens børn, ældre og mennesker med handicap,« siger Kasper Fuhr Christensen.
Dermed bliver Velfærdslisten den fjerdestørste gruppe i Randers Byråd og står med en stærkere stemme i kampen for velfærden, lyder parolen.