Fortsæt til indhold

Stopper efter 36 år i byrådet: »Nye kræfter skal til«

Politisk og kulturel ildsjæl stopper en 36 år lang byrådskarriere efter næste valg.

Politik

Mange år er gået som byrådspolitiker for radikale Tage Nielsen, men når skanderborgenserne skal til stemmeurnerne senere på året bliver det uden muligheden for at sætte sit kryds ud for det 67-årige byrådsmedlem, der privat bor i Galten.

»Der skal ske noget nyt og nye folk skal til. Sådan er det bare. Men det bliver da vemodigt at stoppe i byrådet,« lyder det fra 67-årige Tage Nielsen, der sidder i byrådet for Det Radikale Venstre, og som i flere perioder har været formand for Kultur,- Fritids - og Idrætsudvalget.

36 år nåede det at blive til som byrådspolitiker.

»Jeg blev første gang valgt til byrådet i Galten i 1986, og da kommunerne blev lagt sammen, blev jeg valgt til det nye byråd også. Det er meget tid, jeg har brugt på den opgave, og det har også været spændende,« lyder det fra Tage Nielsen, der efter denne periode trækker sig fra sit politiske virke.

»Vi har opstillingsmøde 3. februar, og der står jeg ikke på listen over kandidater. Men jeg plejer at sige, at politik er for vigtigt til at overlade til andre - men det gør jeg så efter den her periode,« siger Tage Nielsen, der gennem alle årene har taget arbejdet som byrådspolitiker seriøst.

»Man skal virkelig have stor respekt for den tillid, som vælgerne viser en ved at stemme på en,« siger Tage Nielsen.