Efter 21 tons turbokyllinger på et år skal det være slut: »Vi er i rød zone«
Med Alternativet i spidsen har en gruppe byrådspartier i Skanderborg stillet forslag om forbud mod turbokyllinger i kommunale institutioner.
Debatten om dyrevelfærd er også nået ind i byrådssalen, hvor Alternativet sammen med SF, Radikale Venstre og Enhedslisten sammen har stillet forslag om at Skanderborg Kommune og samtlige kommunale institutioner hurtigst muligt stopper indkøb af såkaldte turbokyllinger. Ifølge forslaget skal turbokyllingerne erstattes af andre råvarer, dog uden at det bliver dyrere for kommunen.
Produktionen af turbokyllinger – kyllinger der på godt 30 dage vokser fra 50 gram til to kilo – har i flere år været udsat for massiv kritik, fordi kyllingernes organer og ben ikke kan følge med vægten under den forcerede produktionsform. Både på EU- og nationalt plan er et forbud mod produktion og handel med turbokyllinger på dagsordenen, og flere af landets største detailkæder, blandt andre Salling Group og Rema 1000, har allerede af egen drift stoppet salget af turbokyllinger af dyreetiske hensyn.
Som ansvarlig kommune bør vi ikke afvente nationalt eller internationalt forbud, men som flere andre kommuner stoppe indkøb af turbokyllinger hurtigst muligtMira Issa Bloch (Alt)
Men Skanderborg Kommune køber fortsat rigtig mange turbokyllinger. I 2024 købte kommunen 21.370 kilo turbokyllinger, men der kun blev indkøbt 530 kilo af andet kyllingekød.
»I Alternativer mener at vi, at vi skal behandle alt det, der er levende godt. Naturen, menneskene og ikke mindst dyrene. Det er desværre langt fra altid tilfældet, og med turbokyllinger er vi i rød zone,« konstaterer Mira Issa Bloch, der er initiativtager til forslaget.
»Det er sådan at turbokyllingers organer og ben ødelægges, og ikke kan følge med vægten under den her forcerende produktionsform. Det gør, at kyllingernes korte liv bliver ekstremt smertefuldt, og i Alternativet ser vi det som dyreplageri. Som ansvarlig kommune bør vi ikke afvente nationalt eller internationalt forbud, men som flere andre kommuner stoppe indkøb af turbokyllinger hurtigst muligt,« understreger hun og peger på, at forslaget om et forbud med kommunalt indkøb af turbokyllinger er et første skridt i en bedre retning.
»Optimalt var vi gerne gået hele vejen, så kommunen kun indkøber økologiske kyllinger, men det ville vi næppe få flertal for endnu. Det er vigtigt, vi som kommune er i front som det gode eksempel,« tilføjer hun.
Et enigt byråd besluttede af sende forslaget videre til Økonomi- og Erhvervsudvalget, så et stop for indkøb af turbokyllinger indarbejdes i kommunens indkøbspolitik.