Fortsæt til indhold

Når regionen trækker sig må kommunerne selv holde liv i busruterne

Norddjurs og Syddjurs investerer i busdrift for at sikre transport til job og uddannelse.

Politik

Region Midtjylland har skåret ned på antallet af regionale busruter.

Derfor har Norddjurs og Syddjurs kommuner valgt at investere i at opretholde de vigtige busforbindelser.

En beslutning, som man i de to kommuner finder afgørende for at borgere uden bil stadig kan komme på arbejde, tage en uddannelse og få hverdagen til at hænge sammen.

Kollektiv trafik afgørende

Ifølge DI Randers-Norddjurs er busdriften essentiel for virksomhedernes mulighed for at finde medarbejdere og lærlinge.

»Bussen er afgørende for, at det er attraktivt at bosætte sig udenfor de store byer,« udtaler bestyrelsesleder Peter Bogh Lindgaard.

»Når Norddjurs og Syddjurs prioriterer busruter og -afgange, gør de det muligt at bo og arbejde udenfor de større byer.«

Har øget med 30 pct.

I Norddjurs er antallet af bustimer steget med 30% fra 2019 til 2024, mens Syddjurs har oplevet en stigning på 10%.

Denne stigning skyldes, at kommunerne selv har valgt at betale for at fortsætte driften af nogle af de busruter, som Region Midtjylland har skåret ned på.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at 29% af familierne i Norddjurs og 22% i Syddjurs ikke har bil.