Fortsæt til indhold

Flere penge til unges klimaprojekter

Norddjurs Kommune får også i år penge fra Bloombergs klimaprogram - 700.000 kroner kan søges af unge.

Politik
SA

Norddjurs Kommune er også i 2025 blevet tildelt en bevilling fra Bloomberg Philanthropies’ klimaprogram for unge. Bevillingen er en fortsættelse af sidste års deltagelse i programmet.

Norddjurs Kommune deltager i dette internationale program sammen med fem andre danske kommuner og øvrige deltagere fra mere end 90 byer verden over. Programmet finansieres af den amerikanske fond Bloomberg Philanthropies’ Youth Climate Action Fund.

Bevillingen til Norddjurs Kommune er i 2025 på cirka 700.000 kr. Midlerne vil give Norddjurs Kommunes unge mennesker i alderen 15 til 24 år mulighed for at føre udvalgte projekter ud i livet i kampen mod klimaforandringer. De unge får i programmet tilbud om mikrotilskud i størrelsesordenen 7.000 kr. til 35.000 kr. til deres klimaprojekter.

Der er nu åbent for ansøgninger på Norddjurs Kommunes hjemmeside, og fristen for første ansøgningsrunde er 31. marts. Programperioden løber frem til 31. oktober 2025. I denne periode vil Norddjurs Kommune sammen med lokale unge arbejde på at udvikle og implementere klimaprojekter, der adresserer lokale udfordringer og bidrager til bæredygtige løsninger. Klimaprojekterne kan også gennemføres i et samarbejde mellem de unge og lokale foreninger og institutioner - for eksempel museer, skoler og fritidsordninger.

Borgmester Kasper Bjerregaard,(V), udtrykker stor tilfredshed med, at Norddjurs Kommune igen er blandt de udvalgte deltagere.

»Vi er utroligt glade for, at Norddjurs Kommune fortsat er en del af dette internationale program. Youth Climate Action Fund gør det muligt for unge over hele verden at gøre deres klimadrømme til virkelighed. Vi har brug for de unges engagement og ideer for at løse klimaudfordringerne lokalt og globalt,« siger han i en pressemeddelelse fra Norddjurs Kommune.

Vi var en gruppe unge, som på dagen fik undervisning i, hvordan vi kan lave klimavenlig grøn mad
Mathias Bakmand

14 projekter støttet

I 2024 blev der i Norddjurs Kommune udbetalt støtte til 14 ungdomsdrevne klimaprojekter - i alt 278.000 kr. Et af disse projekter involverede et besøg af en kok fra Meyers Madhus.

»Vi var en gruppe unge, som på dagen fik undervisning i, hvordan vi kan lave klimavenlig grøn mad. Kokken medbragte råvarer og delte ud af sine gode ideer, og vi lærte blandt andet at erstatte umami fra kød med forskellige krydderier,« siger Mathias Bakmand, som er konstitueret forperson for Ungdomshuset Arresten i Grenaa, i pressemeddelelsen fra kommunen.

Mathias Bakmand er godt tilfreds med samarbejdet med Norddjurs Kommune.

»Vi unge blev lyttet til og taget med på råd, og som en ekstra bonus var det lærerigt at få et indblik i den kommunale verden.«

Norddjurs Kommune opfordrer kommunens unge til at deltage aktivt i programmet og bidrage med deres innovative ideer og engagement. Man kan holde sig opdateret om projektet på kommunens sociale medier i løbet af foråret og sommeren.

»Denne bevilling giver os mulighed for at understøtte og realisere de visioner, vores lokale unge har for klimaet. Sidste år så vi nogle utroligt spændende tiltag fra de unge i vores kommune, og jeg følger stadig med i deres fremskridt. Jeg venter spændt på at se, hvilke innovative projekter der kommer ud af dette års program. De unges engagement og kreativitet er afgørende for vores fælles indsats mod klimaforandringerne,« siger Kasper Bjerregaard.