Fortsæt til indhold

Borgmesterdrøm: SF's Rosa Lykke Yde sender klart signal

Rosa Lykke Yde går efter borgmesterposten: »Det kræver ny politisk ledelse«

Politik

SF Randers har sat navn på deres borgmesterkandidat til kommunalvalget i november.

Socialudvalgsformand og byrådsmedlem Rosa Lykke Yde skal stå i spidsen for et nyt politisk flertal.

»Jeg er enig i, at det vil være godt for kommunen at få et andet og mere samarbejdende byråd. Det kræver, at vi ændrer den usunde politiske kultur, hvor man ikke vil lytte og inddrage.«

Rosa Lykke Yde ser gerne, at SF tager lederskab i Randers, lyder det i en pressemeddelelse.

»Det kræver ny politisk ledelse, og den stiller jeg mig gerne i spidsen for.«

Dermed tyder alt på, at SF ikke vil pege på Torben Hansen som borgmester.

Samtidig fremhæver hun partiets valgprogram og 16 kandidater, der vil arbejde for en mere social retning og grøn omstilling.

»Jeg er først og fremmest stolt over det fine hold, SF Randers har sat, og den politik, vi går til valg på.«

Dennis Otkjær, formand for SF Randers er glad for, at Rosa Lykke Yde er frontfigur.

»I SF Randers er vi bekymrede for den retning, kommunen, med det nuværende flertal, er på vej i. Vi håber på forandring og nye tider for Randers Kommune efter valget. Det kræver nye kræfter for bordenden, der faktisk ønsker at samarbejde og lytte, og som evner at se tingene i et mere langsigtet perspektiv. Derfor har SF Randers ønsket, at Rosa Lykke Yde stiller sig til rådighed som borgmesterkandidat, hvad vi er glade for, at hun har takket ja til.«