SF klar til mere ansvar med to spidskandidater
SF Skanderborg stiller med ni kandidater - heraf spidskandidaterne Charlotte Vindeløv og Claus Leick - til kommunalvalget 18. november.
»SF er klar med foreløbig ni kandidater til kommunalvalget (KV25) i november måned. Det er et ualmindeligt stærkt hold, som står klar til valgkamp med de øvrige partier i Skanderborg Kommune.«
Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra SF i Skanderborg ovenpå en generalforsamling, hvor det blev besluttet, at SF i den kommende valgkamp noget utraditionelt stiller med to spidskandidater: Charlotte Vindeløv fra Gl. Rye og Claus Leick fra Ry.
Begge er medlemmer af det nuværende byråd. Charlotte Vindeløv er medlem af Børne- og Ungdomsudvalget, mens Claus Leick er formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget og medlem af Økonomi- og Erhvervsudvalget. Ved valget i 2021 opnåede Charlotte Vindeløv 846 personlige stemmer, mens Claus Leick fik 566.
»Styrken ved to spidskandidater er blandt andet at sikre et tæt og godt samarbejde under valgkampen, hvor begge køn og flest mulige kompetencer er repræsenteret. Det giver samtidig bedre mulighed for at udnytte begges viden og erfaring fra det nuværende byrådsarbejde,« fremgår det af pressemeddelelsen.
Som spidskandidater står Charlotte Vindeløv og Claus Leick øverst på stemmesedlen i nævnte rækkefølge. De øvrige kandidater blev på generalforsamlingen valgt ved afstemning og bliver placeret i følgende rækkefølge på stemmesedlen: Brian Fuglsang fra Skanderborg, Rasmus Wagner fra Galten, Laura Riddersholm fra Alling, Søren Lahn Sloth fra Virring, Bente Strager fra Gl. Rye, Aviaja Kilt fra Herskind, og Ole Juhl Jeppesen fra Veng.
Ved det seneste kommunalvalg for fire år siden var SF tæt på at få tre mandater valgt ind i byrådet. Håbet er, at det ved det kommende valg lykkes at få stemmer nok til et tredje mandat.
SF regner med, at den endelige kandidatliste bliver længere, da det frem til sommer fortsat er muligt at supplere listen med nye navne.