Fortsæt til indhold

Jubler over at naturen vinder over sommerhusbyggeri

DN Syddjurs fejrer stor sejr efter klagesag stopper sommerhusbyggeri og beskytter værdifuldt overdrev nær Ebeltoft.

Politik

I DN Syddjurs er der stor jubel og armene er svære at få ned, efter at foreningen har vundet en sag for naturen.

Området ved Øervej og Lærkelundvej uden for Ebeltoft havde fået ja til sommerhusbyggeri, efter Syddjurs Kommune i 2023 gav en dispensation, som Din Avis Syddjurs tidligere har kunnet fortælle.

Området havde tidligere været registreret som beskyttet under naturbeskyttelseslovens § 3, men blev ved en fejl slettet fra kommunens kort i 2014.

Fejl skulle ikke koste

DN Syddjurs nægtede at acceptere, at en administrativ fejl skulle koste naturen dyrt, og klagede over dispensationen. Miljø- og Fødevareklagenævnet gav foreningen medhold og afgjorde, at fejlen ikke kunne retfærdiggøre en dispensation.

Nævnet understregede, at sommerhusprojektet ville have medført et væsentligt indgreb i beskyttet natur, herunder tab af overdrevvegetation og skade på markfirbenenes yngleområder.

Afgørelsen, der ikke kan appelleres, er en triumf for DN Syddjurs, kan man læse i bestyrelsens nyligt udkomne nyhedsbrev.

Her skjuler bestyrelsen ikke, at man ser sejren som en vigtig påmindelse om at være årvågen over for kommunale dispensationer, der truer naturbeskyttelsen, fremgår det videre af det seneste nyhedsbrev.