Fortsæt til indhold

Markant DF'er takker af - lig med en svanesang for fulde gardiner for partiet?

Efter 12,5 år i lokalpolitik genopstiller Grethe Møgelvang ikke til KV25, men ser fremad.

Politik

Efter mange års engagement i DF Syddjurs genopstiller Grethe Møgelvang ikke til KV25.

Dermed ser det mere end svært ud for partiet, når det gælder opstilling, fordi Grethe Møgelvang var tiltænkt en stor rolle og en af trækkræfterne for Dansk Folkeparti, som for første gang i Syddjurs historien ikke er repræsenteret i byrådet i denne periode.

Grethe Møgelvang, 73, Mørke, har været en markant skikkelse i Dansk Folkeparti Syddjurs gennem mere end et årti.

Grethe Møgelvangs engagement i lokalpolitik begyndte for over 12 år siden, da hun trådte ind i bestyrelsen for Dansk Folkeparti Syddjurs.

Hun har siden haft roller som både lokalformand og kasserer.

»Det har været en række utrolige år med mange spændende oplevelser,« siger Grethe Møgelvang.

Hun har været med til at forme partiets lokale politik og har spillet en central rolle i adskillige valgkampe, herunder folketingsvalg og EU-valg.

Det har været en fornøjelse at arbejde med så mange engagerede mennesker

Sand fornøjelse

Som lokalformand har Grethe Møgelvang stået i spidsen for flere valgkampe, hvor hun har arbejdet tæt sammen med kandidater og bestyrelsen.

»Det har været en fornøjelse at arbejde med så mange engagerede mennesker,« fortæller hun.

Grethe Møgelvang har også været en del af den såkaldte ”DF-karrusel”, hvor hun har oplevet både op- og nedgangstider for partiet. Hun fremhæver særligt sit arbejde med at etablere et netværk af lokalformænd i Østjyllands Storkreds som en vigtig milepæl.

En periode i byrådet

Fra maj 2020 til december 2021 havde Grethe Møgelvang en periode i byrådet, hvor hun var med til at gennemføre flere mærkesager.

»Det var et spændende og meningsfyldt arbejde,« siger hun.

Blandt de initiativer, hun var med til at realisere, var indførelsen af Dannebrog i byrådssalen og en whistleblowerordning. Sidstnævnte blev fremlagt sammen med Enhedslistens Jesper Yde Knudsen.

Tid til andre ting

Grethe Møgelvang ser frem til at bruge sin tid på andet end politik.

»Det er tid til at fokusere på familien og mine personlige interesser,« siger hun.

Kære hobbies som slægtsforskning, krolf, seniorklubben og sang skal nu længere frem på rangstigen.

Hun takker alle, der har støttet hende gennem årene, og sender en særlig tak til de kommunale medarbejdere og byrådspolitikere, hun har arbejdet sammen med.