Fuldtid eller deltid deler vandene: »Fleksibilitet er dejligt, men vi kommer til at mangle 750.000 kroner«
»Jeg har svært ved at se, at man kan være i mod,« siger udvalgsformand.
Hvis ellers forvaltningens model for deltidspasning bliver godkendt af Favrskov Byråd, så kan Favrskovs forældre se frem til muligheden for at spare 864 kroner pr. måned for et vuggestuebarn og 494 kroner pr. måned for et børnehavebarn. Hvis altså man kan nøjes med 30 timers pasning om ugen af barnet i tidsrummet 8.30-14.30.
Det borgerlige flertal besluttede tilbage i oktober, at deltidspasning skal indføres i Favrskov. Siden har forvaltningen så regnet på en konkret model for, hvordan deltidspasning i vuggestuer og børnehaver kan se ud.
Modellen har Børne- og Skoleudvalget netop behandlet, dog uden at blive enige om så meget. To røde byrådsmedlemmer stemte i mod, og to blå stemte for – et medlem var fraværende.
En af de to, som stemte for, er Venstres Flemming Nørgaard, der er formand for udvalget.
»Jeg synes jo generelt, at deltidspasning er en god idé. Nogle får passet deres børn markant mindre end andre, og det bør også afspejle sig i, hvor meget pladsen koster,« siger han.
»Hvis jeg tager toget fra Ulstrup til Aarhus, koster det også mere, end hvis jeg tog toget fra Hadsten til Aarhus.«
Om den konkrete model, som forvaltning har udarbejdet, siger han:
»Jeg synes, at det er et fint arbejde, forvaltningen har lavet. Ordningen er administrativt let at håndtere, og den er så fleksibel, som jeg synes, den skal være. Det er en let model at gå til: Forældrene skal selv booke sig ind og ud – det har Ikke noget med pædagogerne at gøre.«
Han afslutter:
»Så man må altså sige, at det, forvaltningen har fremstillet, er rigtig godt. Jeg har svært ved at se, at man kan være i mod.«
»Ikke dækket ind økonomisk«
Men ikke desto mindre er det tilfældet. En af de to, som stemte imod forslaget, er Lone Boye:
»Det gjorde jeg af flere grunde. For det første synes jeg ikke, at forslaget er dækket ind økonomisk. Vi kommer til at mangle 750.000 kroner i forældrebetaling. Jeg har svært ved at se, hvordan vi kan spare det,« siger socialdemokraten og fortsætter:
»Jeg kunne også frygte, at det bliver meget skævt fordelt. Altså at mange vil vælge deltidspasning i nogle børnehaver og mindre i andre. Hvor der er mange, som vælger ordningen, tænker jeg, det vil gå ud over dem, der er der på fuldtid. For så skal der skæres på mandskabet. Med hensyn til pædagogerne er jeg også bekymret for, at de, i stedet for at væres omsorgspersoner, bliver kontrolpersoner (i forhold til om forældrene overskrider de 30 timer, red.). Det vil jeg være rigtig ked af.«
Endelig peger Lone Boye på, at ordningen rammer skævt i forhold til, hvilket arbejde forældrene har:
»Klokken 8.30 henvender sig mest til folk, som kan flekse deres arbejdstid eller arbejde hjemme. Den er ikke mulig for børn af for eksempel håndværkere eller sosu-medarbejdere på deltid, som oftes møder klokken 7.00,« siger byrådsmedlemmet.
Lone Boye understreger, at hun som sådan ikke er imod deltidspasning.
»Jeg synes, at det er dejligt med fleksibilitet. Men 750.000 kroner i manglende forældrebetaling kan da trods alt mærkes,« siger hun og tilføjer:
»Men hvis det skal være, så er den her model nok den bedst tænkelige. Forvaltningen har trods alt budt ind med den mindst dårlige løsning for medarbejderne.«