Lukningen af Kollegiet: Det er rettidig omhu, siger udvalgsformand
Pr. 1. april 2025 er seks ud af 11 pladser på botilbuddet ledige, og intet tyder på, at det vil ændre sig, siger Jan Aude, formand for Social- og beskæftigelsesudvalget.
Politikerne har besluttet at lukke Kollegiet, et botilbud for unge med diagnoser inden for autismespektret, pr. 1. juni 2025.
Dog skal beslutningen først konfirmeres endeligt i byrådet i maj, men alt tyder på, at beslutningen er taget.
I maj 2024 godkendte byrådet en boligplan, som blandt andet indebar en omlægning af Kollegiets målgruppe. Dette skulle gøre det muligt for borgere med mere komplekse behov at bo på Kollegiet. Omlægningen blev gennemført i 2. kvartal 2024.
Vi gør det, fordi vi ikke kan besætte pladserne
Gav udfordringer
Det har vist sig, at der stadig er problemer med at fylde pladserne.
Pr. 1. april 2025 er seks ud af 11 pladser på botilbuddet ledige, og intet tyder på, at det vil ændre sig.
Socialområdet hos Syddjurs Kommune har gennemgået egne sager for mulige borgere og haft dialog med familieområdet om unge, som kunne være i målgruppen. Der er ingen forventning om, at de ledige pladser vil blive besat i den nærmeste fremtid. Derfor peger embedsværket på det rigtige i at lukke Kollegiet som botilbud.
Jan Aude (C), formand for Social- og beskæftigelsesudvalget, forklarer: »Vi gør det, fordi vi ikke kan besætte pladserne. Der er ikke mange unge, der ønsker den form for bosættelse, hvor de skal dele køkken, fællesrum og vaskemaskine med øvrige. Det kan vi konkludere efter at have gjort meget for at finde beboere.«
Økonomi og konsekvenser
Pr. 1. april 2025 er der seks ledige pladser på Kollegiet. Der er et budget på 2,7 mio. kr. til drift, og personalenormeringen kan ikke justeres hurtigt nok, hvilket gør prisen pr. borger meget høj.
Lukningen forventes at spare mellem 0,6 og 1,1 mio. kr. i 2025 og 2,2 mio. kr. årligt fra 2026.
Tre bygninger
Kollegiet består af tre bygninger, som ejes af Syddjurs Kommune:
Rodskovvej 10B med syv kollegieværelser. Bygningen kan bruges til andre kommunale formål eller sælges.
Rodskovvej 10C og 10E med i alt fire selvstændige lejligheder, som bruges som udslusningsboliger. Socialområdet ønsker at knytte disse boliger til det nærliggende Botilbuddet Rodskovvej.
Der er dialog med Socialtilsyn Midt om overgangen af de fire lejligheder.
Fremtid for beboere
Socialområdet vil holde individuelle møder med de fem sidste beboere og deres pårørende for at sikre den rette støtte.
Borgerne vil enten modtage et tilbud fra Botilbuddet Rodskovvej eller få vejledning i egen bolig.
Jan Aude forstår Lena Rosenkildes frustration på vegne af sin søn, men han forsikrer, at der vil blive fundet et godt botilbud til Martin.
»Det skal vores medarbejdere selvfølgelig sikre sker, og det har jeg stor tiltro til vil ske,« siger Jan Aude.
Han minder om, at beslutningen om lukning endeligt skal træffes af et samlet byråd senere i denne måned.
Efter byrådets godkendelse vil forslaget blive sendt i offentlig høring fra 27. marts 2025 til 7. april 2025.
Forslaget vil også blive sendt i høring i Handicaprådet, som har møde 22. april 2025.
Herefter vil forslaget om at lukke Kollegiet blive behandlet i byrådet via Social- og beskæftigelsesudvalget og Økonomiudvalget sammen med de indkomne høringsforslag. En endelig beslutning om at lukke Kollegiet forventes at blive behandlet af byrådet 21. maj 2025.
Herefter træder beslutningen i kraft kort tid efter, 1. juni.