Tidligere Syddjurs-politiker udfordrer urørlig borgmester
Niels Gyldenlund Mikkelsen stiller op mod den elegante eks-landsholdsspiller Michael Fenger i konservative Gentofte til KV25.
Gentofte Kommune, kendt for sin konservative højdominans, står over for en spændende politisk kamp ved kommunalvalget i 2025. Niels Gyldenlund Mikkelsen, 38, tidligere byrådsmedlem fra Syddjurs Kommune i perioden 2018-2021, gør sig nu i den højborgerlige kommune med 11 konservative og blot to socialdemokrater i den nuværende kommunalbestyrelse.
Den tidligere Syddjurspolitiker er blevet valgt af det socialdemokratiske bagland til at tage kampen op mod den nuværende borgmester, Michael Fenger, som også er tidligere landsholdsspiller i håndbold. Fenger, der har været en markant figur i Gentofte-politik, virker nærmest urørlig på positionen som borgmester.
Pragmatiker, men ...
Niels Gyldenlund Mikkelsen er ideologisk socialdemokrat i klassisk forstand. Det er de sociale forskelle i samfundet, som tænder ham til at agere politisk. Han er uddannet cand. mag. i historie og samfundsfag.
Den relativt unge socialdemokrat og familiefar med rod i Ugelbølle og Rønde har prøvet lidt af hvert, siden han blev student fra Rønde Gymnasium og i en periode boede i København for at studere på Danmarks Tekniske Universitet - DTU. Han nåede at arbejde i SuperBest, på Perstrup Beton og være lærer på Ådalsskolen i en 8. klasse.
Niels Gyldenlund Mikkelsen har aldrig haft vilde ambitioner om at nå til tops i politik og gøre det til sit levebrød fra vugge til grav. Det hårde arbejde i baglandet og det at skulle sørge for, at organisationen fungerer og arbejde med lokale projekter, tiltaler ham lige så meget.
Mærkedag
På sin Facebook-side skriver Niels Gyldenlund Mikkelsen: »Onsdag d. 19. marts 2025 vil være en dag, der for altid vil stå klart i min hukommelse. Det blev nemlig dagen, hvor jeg blev valgt til spidskandidat for Socialdemokratiet i Gentofte frem mod kommunalvalget 18. november i år.
De erfarne, socialdemokratiske kræfter i kommunalbestyrelsen – viceborgmester Søren B. Heisel og udvalgsformand Anne Hjorth – har begge valgt at sende stafetten videre til nye kræfter og jeg får altså privilegiet af at stå i spidsen for den liste, der skal sættes 29. april. Vi bliver et nyt hold og jeg er ny i rollen som spidskandidat og derudover er vi i gang med processen for at færdiggøre vores valgprogram med inddragelse af alle vores medlemmer.
Derfor kommer det ikke ligefrem til at vælte ud med udspil inden påske. Men jeg glæder mig til, at vi om kort tid vil fortælle, hvordan vi ser Gentoftes muligheder i fremtiden og hvorfor socialdemokratismen også er det bedste svar på tidens store spørgsmål i en traditionelt konservativ kommune.«