Fortsæt til indhold

Fællesråd tror på aktivitetspark, efter positive vinde blæste i byrådssalen

En naturpark med aktiviteter i Kolt-Hasselager kan være kommet nærmere, efter borgerforslag var på byrådets dagsorden.

Politik

Der blev skrevet historie ved det seneste byrådsmøde i onsdags.

Som det første lokalsamfund nogensinde fik fællesrådet i Kolt-Hasselager mulighed for at få debatteret et borgerforslag i byrådssalen.

Det kunne lade sig gøre, fordi der er indsamlet 1.500 underskrifter. »«

Fællesrådsformand Karen Balling Radmer præsenterede lokalbefolkningens helt store ønske om at frede et større grønt område, hvor der engang lå en rideskole, og holde det fri for nybyggeri, så man kan få et grønt åndehul og aktivitetspark.

Det helt store mål for borgerne er at få råderet over området og muliggøre udvikling af rekreative faciliteter.

Borgerforslaget blev mødt med positive tilkendegivelser fra byrådsmedlemmerne og ikke mindst rådmand for Teknik- og Miljø, Nicolaj Bang (K):

»Arealet er omfattet af en igangværende lokalplansag, som indgår i vores grundsalg og er underlagt et indtægtskrav på mellem 35 og 40 millioner kroner. Vores grundsalg er med til at finansiere og understøtte den kommunale velfærd. Det er noget, vi i fællesskab med budget 2024 og særligt budget 2025 har forpligtet os på. Samtidig bidrager grundsalget til at imødekomme den generelt store efterspørgsel om villagrunde, som er helt essentielt i vores ønske om at lave flere ejerboliger og fastholde familier,«fastslog rådmanden og fortsatte:

»Men vi har jo også et byråd, som er optaget af at skabe gode lokalområder i vores oplandsbyer. Og det bliver naturligvis bemærket, når et forslag som det her kan finde støtte fra så mange mennesker, som det gør. Derfor synes jeg også, at det fortjener, at vi kigger lidt ekstra på forslaget. Vi skal finde ud af, om det det kan lade sig gøre at imødekomme nogle af de ønsker, som der er kommet med forslaget. Eller om vi måske kan finde andre muligheder for at imødekomme borgerne.«

Positiv oplevelse

Jennie Voergaard er næstformand Kolt-Hasselager Fællesråd og var til stede til byrådsmødet, hvor tilskuerpladserne var helt fyldt op.

»Vi gik derfra med en positiv oplevelse. Det var godt at være inde og fremlægge forslaget, og politikernes spørgsmål var relevante. Det er helt fair, at der først er noget økonomi, der skal afklares. Og rart at så mange ordførere virkede interesserede i vores projekt,« siger hun til avisen dagen efter byrådsmødet.

Jennie Voergaard oplyser, at var godt og vel 40 fra lokalområdet på tilskuerpladserne.

40 indbyggere fra lokalområdet i Kolt-Hasselager var mødt op for at vise deres støtte til borgerforslaget om at få en naturpark. Privat foto.

»Det er rigtig, rigtig rart at mærke den lokale opbakning. Det siger også noget om, at det her betyder noget for mange. Udover de 1.500 stemmer, forslaget har fået, så støtter man også op ved at møde op,« fastslår hun.

Nu venter der en periode på til tre måneder, hvor forslaget skal i magistratsbehandling, inden det atter kommer i byrådet.

»Det er altid noget, at det ser ud til, at vi få en afklaring inden sommerferien. Vi er mange frivillige i det her projekt, og her er det vigtigt, at ting ikke udsættes i for lang tid, for så er det svært at bevare gejsten. Men vi har respekt for den politiske proces,« understreger Jennie Voergaard.

Borgerforslaget blev mødt med positive tilkendegivelser fra byrådsmedlemmerne. Privat foto