Enhedslisten slår hårdt ned på klimaskadelige flyvninger: Nej til lufthavnsstøtte. Resten af byrådet lodret uenige
Aarhus Airport får kommunal garanti fra et samlet byråd minus Enhedslistens, der henviser til bekymringer om klimaskadelige effekter om for meget flyvning. Tommy Bøgehøj (C) ser lys fremtid for Aarhus Airport.
Aarhus Airport er ramt på likviditeten, fordi aftalerne om et tilskud i 130 millionerklassen fra en privat investor endnu ikke er underskrevet.
Så vi skal slå koldt vand i blodet og give de involverede den nødvendige tid
Derfor har Syddjurs Kommune besluttet at stille en garanti på op til 5 mio. kr. for Aarhus Airport A/S’ udvidede kassekredit, under forudsætning af tilsvarende garantier fra Norddjurs og Aarhus Kommuner.
Enhedslisten er dog imod at yde flere økonomiske garantier til lufthavnen, med henvisning til klimaskadelige effekter af flyvning og tidligere beslutninger om ikke at investere yderligere i lufthavnen.
Tommy Bøgehøj (C) sagde ikke noget på byrådsmødet, men han er et af de syv medlemmer, der løbende bliver orienteret i Økonomiudvalget.
Hans tiltro til, at der kommer yderligere fremdrift i Aarhus Airport A/S er usvækket.
»På baggrund af den løbende og meget fyldige orientering, vi får i Økonomiudvalget, er jeg ikke i tvivl om, at Aarhus Airport A/S har en god fremtid foran sig. Jeg har tavshedspligt, men jeg kan godt sige, at jeg fortsat er stor optimist,« siger Tommy Bøgehøj.
»Det samme er resten af Økonomiudvalget med den beslutning, der blev taget på byrådsmødet. Jesper Yde Knudsen og Enhedslisten stemte godt nok imod, men det var jo mere ude fra klimamæssige betragtninger, som jeg hørte det.«
Den mangeårige erhvervsmand, Tommy Bøgehøj, forstår godt, hvorfor folk venter på en afklaring med en ny investor.
»Erfaringerne er, at sådan noget tager den tid, det tager, fordi der er et hav af ting og aftaler som skal på plads. Så vi skal slå koldt vand i blodet og give de involverede den nødvendige tid.«
Nødvendig garanti
I december 2024 godkendte byrådet en plan om netop at udvide ejerkredsen bag Aarhus Airport A/S med en privat investor. Konsekvensen af at der endnu ikke er indgået en aftale med en privat investor er, at Aarhus Airport A/S’ økonomiske situation spidser til.
Aarhus Airport A/S har derfor afsøgt muligheden for, at lufthavnens bankforbindelse kan stille en kassekredit til rådighed mhp. at sikre den nødvendige finansiering, indtil der er en afklaring på den mulige investering fra en privat investor. Lufthavnens bankforbindelse er villig til at udvide lufthavnens nuværende kassekredit under forudsætning af, at ejerkommunerne stiller garanti herfor.
Yde bekymret
Jesper Yde Knudsen fra Enhedslisten udtrykte bekymring over den fortsatte støtte til lufthavnen.
»Vi er godt klar over behageligheden ved at bo tæt på en lufthavn og fordelene for det lokale erhvervsliv. Men for megen flyvning er klimaskadeligt, så flyvning skal begrænses,« argumenterede Enhedslistens frontman.
»Hvornår skal man sige stop? Vi har sagt for flere år siden, at vi ikke vil putte flere penge i lufthavnen,« fortsatte Jesper Yde Knudsen.
Pedersen støtter
Christoffer Pedersen (V) gjorde det klart, at Venstre gerne vil medvirke til at give en hånd.
»Nu er lufthavnen udfordret. Vil vi medvirke til at give en hånd? Det vil vi i Venstre gerne. Lufthavnen har 150 arbejdspladser plus alt det afledte.«
Og så sagde Venstres gruppeformand henvendt til Jesper Yde Knudsen: »Betyder Enhedslistens nej, at du helst ikke ser der en lufthavn på Djursland?«
»Vi arbejder ikke aktivt for at få nedlagt lufthavnen. Vi har fået oplysninger, som vi har tavshedspligt overfor. De er som sådan ikke nye, men vi vil ikke være med til at putte flere af skatteborgernes penge i lufthavnen,« returnerede Jesper Yde Knudsen.
Sortland støtter
Laila Sortland (C) understregede, at det er indlysende, at kommunen skal støtte lufthavnen.
»Det er indlysende, at vi skal støtte lufthavnen - ikke mindst af hensyn til vores erhvervsliv. Prøv lige at forestille dig, Jesper, hvor meget vi brænder af ved at køre til en lufthavn længere væk. Det er jo ikke alle, der endnu kører rundt i en elbil,« sagde Sortland.
Afgørende 2. kvartal
Borgmester Michael Stegger Jensen (A) indledte med at forklare, at Økonomiudvalget løbende orienteres om situationen, og der vil komme en opfølgning på beslutningen om at stille en garanti på op til 5 mio. kr. for Aarhus
Airport A/S’ udvidede kassekredit inden sommerferien. Det vil sige på byrådets møde i juni.