Fortsæt til indhold

»Skalkeskjul, krumspring, bortforklaring og borgerforagt« i byrådssalen – og SÅ blev ny placering vedtaget

Haldum-borgerne krydsede fingre for, at byens forslag til en placering af ny genbrugsplads ville vinde indpas, men byrådspolitikerne fulgte forvaltningens anbefaling.

Politik

De har kæmpet, argumenteret og fundet en alternativ placering, men Haldum-borgerne må indstille sig på, at en ny genbrugsplads bliver opført på Lynghøjvej.

Det blev resultatet efter 41 minutters diskussion på seneste byrådsmøde i Favrskov.

Byrådet besluttede for to år siden, at der skal etableres en ny genbrugsplads, der skal erstatte de nuværende genbrugspladser i Hadsten og Hinnerup, der ifølge kommunen er utidssvarende.

Det udløste ramaskrig i Haldum, da placeringen nord for landsbyen blev præsenteret. Det var for tæt på, mente landsby-borgerne, og ’Styregruppen Haldum’ blev født.

Styregruppen har kæmpet indædt mod planerne, og har blandt andet præsenteret byrådspolitikerne for en alternativ placering af genbrugspladsen længere mod nord i området mellem Skanderborgvej og Sandby.

Teknik og Miljø-forvaltningen har vurderet placeringen, men peger fortsat på Lynghøjvej, som det mest optimale sted for en ny genbrugsplads – begrundelsen er hensynet til drikkevandsinteresser og økonomiske årsager.

Dog har byrådspolitikerne valgt en øst-vestlig placering af genbrugspladsen, hvilket rykker pladsen lidt længere væk fra Haldum.

To gange nej

I de 41 minutter, som diskussionen om genbrugspladsen varede på seneste byrådsmøde, gik to byrådsmedlemmer blandt andet i rette med resten af byrådet.

Den hårdeste retorik kom fra Thake Fogh Cordt (EL):

»Kære byråd, vi står med en sag, der burde handle om genbrug og grøn omstilling, men i stedet handler det nu om stædighed, om borgerforagt og med et byråd, der har tabt retningen. Først besluttede vi at lukke genbrugspladser for at spare penge, så glemte vi at inddrage borgerne i, hvor den nye plads skulle ligge, og nu forsøger flertallet at tvinge en placering igennem tæt på Haldum, uanset pris og uanset konsekvenser for miljø og naboer,« sagde han blandt andet på mødet.

Thake Fogh Cordt, Byrådsmedlem, Enhedslisten. Privatfoto

Han stemte nej til placeringen af genbrugspladsen, fordi han ikke mener, at der tages nok hensyn til grundvandet, og fordi han: »Mener, at borgerne skal tages alvorligt.«

»Haldum-borgerne har været engagerede, konstruktive og løsningsorienterede. De har fremlagt et veldokumenteret og realistisk alternativ,« sagde han.

Thomas Storm.

Nogenlunde det samme mente Thomas Storm (V). Han sagde blandt andet:

»Jeg mener ganske enkelt ikke, at de to nyeste placeringer (øst-vest og Haldum-borgerens forslag, red.) er helt 100 procent belyst og grundigt undersøgt i henhold til den meget, meget, meget vigtige sag for rigtig mange borgere.«

»Vi har lyttet«

Nils Borring (S), der er formand for Plan- og Landdistriktsudvalget, erkendte, at den endelige løsning ikke er »super«:

»Jeg har faktisk en dyb forståelse for borgerne i Haldum. Man kan godt forstå, at de har protesteret. Man kan godt forstå, at de har været på barrikaderne. Det er ikke en super løsning, men det er den bedste løsning af dem, vi har. Men man kan godt forstå, at de ikke bare står og jubler over at få en genbrugsplads 300 meter fra, hvor de bor, uanset at de ikke kan se den eller ej. Men vi har fundet den bedste løsning, og ikke ud fra bare grundvand, men fra en helhedsbetragtning,« sagde han, og tog desuden afstand fra Thake Fogh Cordts ordvalg:

»Det er godt nok sjældent, at man hører ord som skalkeskjul, krumspring, bortforklaring og borgerforagt overfor et samlet byråd. Jeg vil bare sige, at jeg genkender ikke de ord her,« sagde Nils Borring og fortsatte:

»Altså omkring skalkeskjul: Man har alle materialer, de ligger tilgængeligt på nettet. Og borgerforagt? Nej, på ingen måde. Altså vi er ikke enige i det her, men vi har været ude at besøge borgergruppen og se området. Jeg har kørt mange ture derude bare for at besigtige området fra alle vinkler.«

Også Søren Frandsen (SF) pegede på, at Haldum-borgerne altså er blevet hørt i denne sag:

»Vi har jo lyttet til borgergruppen, og det gør så også, at den plan, vi kommer frem med nu, er bedre, end den vi havde til at starte på. Men vi vil ikke give dem ret. Betyder det så, at vi ikke har lyttet til borgerne? Nej, det gør det faktisk ikke. Det betyder, at vi har lyttet til dem. Men blot fordi man ikke får ret, så skal man ikke sige, at man ikke er blevet lyttet til.«