Velfærdslisten satser på en ny kurs med otte kandidater
Kasper Fuhr Christensen og Henriette Malland er blandt de topprioriterede kandidater.
For nylig holdt Velfærdslisten generalforsamling, hvor både det forgangne år og den kommende kommunalvalgkamp i november blev diskuteret.
Under generalforsamlingen blev de første otte kandidater til kommunalvalget valgt, fortæller partiet i en pressemeddelelse.
Velfærdslisten mener, at Randers Kommune trænger til en ny politisk retning. Partiet ønsker at prioritere velfærd over systemer og prestigeprojekter og vil arbejde for en kommune, hvor borgerne bliver hørt, og der tages beslutninger med hjertet og omtanke.
Et centralt punkt på generalforsamlingen var valg af de første kandidater til kommunalvalget. Velfærdslisten stiller op med prioriteret sideordnet opstilling (partiets spidskandidater står øverst, red.) og præsenterer indtil videre otte kandidater med de to nuværende byrødder i toppen af listen, nemlig Kasper Fuhr Christensen og Henriette Malland.