Carsten mener, at der er brug for ny kurs og borgmesterskifte
Carsten Hougaard Nielsen vil have ny borgmester, kæmpe for landdistrikterne og bevarelse af de små skoler.
Carsten Hougaard Nielsen, 43, fra Thorsager er Venstres nyeste kandidat til kommunalvalget i 2025.
Med en solid baggrund som entrepriseleder i fjernvarmeafdelingen hos Wicotec Kirkebjerg og en dyb forankring i lokalsamfundet er Carsten Hougaard Nielsen klar til at tage ansvar og gøre en forskel for Syddjurs Kommune, forsikrer han.
Carsten Hougaard Nielsen, der bor i Thorsager med sin kone og tre børn, har været en aktiv del af lokalsamfundet siden 2005. Han er medejer af sin fars gård i Mesballe og har i 7½ år været bestyrelsesformand for Thorsager Fjernvarme.
Jeg synes, vi har brug for en ny kurs i Syddjurs. Det kræver et nyt flertal og en ny borgmester
Vil tage ansvar
»Jeg stiller op for at forbedre forholdene i Syddjurs. Der er meget at tage fat på, og jeg er ikke bange for at tage ansvar,« siger Carsten Hougaard Nielsen.
Han er især fokuseret på at løse problemet med oversvømmelser i Thorsager midtby og sikre en holdbar løsning, der kan håndtere de store mængder vand.
Derudover er den grønne omstilling, udviklingen af mindre landsbysamfund og bevarelse af de små skoler højt på hans agenda.
Ny kurs i Syddjurs
Carsten Hougaard Nielsen har valgt Venstre som sit politiske ståsted, fordi han deler mange af partiets holdninger og meninger om lokalpolitik.
»Jeg synes, vi har brug for en ny kurs i Syddjurs. Det kræver et nyt flertal og en ny borgmester. Jeg er sikker på, at vores borgmesterkandidat Christoffer Petersen vil være den rigtige til at stå i spidsen for det arbejde,« siger Carsten Hougaard Nielsen.
Venstres borgmesterkandidat, Christoffer Petersen, er da også begejstret for at få et nyt ansigt som Carsten Hougaard Nielsen med på holdet.
»Carsten Hougaard Nielsen er tydelig omkring de områder, han gerne vil sætte sit præg på, og han har nogle gode værdier. Carsten Hougaard Nielsen vil kunne blive en kæmpe gevinst i byrådsarbejdet,« siger Christoffer Petersen.
Opstillingsmøde 1. maj
Venstre er ved at have en liste klar, fortæller lokalformand Niels Søren Rasmussen, der selv opstiller for første gang.
»Vi har opstillingsmøde 1. maj,« fortæller han.
- Et hint til Socialdemokratiet og venstrefløjen?
»Nej, overhovedet ikke. Det var den dato, der lige passede i kalenderen, men du har nok ret i, at der ikke dukker socialdemokrater op til opstillingsmødet,« griner Niels Søren Rasmussen.
Han forventer, at rækken af borgerlige partier fastholder ønsket om et borgmesterskifte frem til valgnatten.
»Det er jeg sikker på, at der er enighed om, og det bygger jeg på det, der bliver sagt på vores møder.«
- Hvad så, hvis valgets tale fortæller noget andet?
»Så står vi selvfølgelig i en anden situation, det er klart, men det findes der også løsninger på.«
På møderne i den borgerlige gruppe deltager Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Velfærdslisten Syddjurs samt Dansk Folkeparti. Sidstnævnte stiller ganske givet ikke op, og det samme er tilfældet med Moderaterne og Nye Borgerlige samt Lars Boje Mathiesens nyeste opfindelse, ’Borgernes parti’.
Niels Søren Rasmussen kan mærke, at Venstres valgmaskine, der udgår fra Christiansborg, er ved at komme i svingninger.
»Det er helt tydeligt, at der sker noget, og det kommer vi snart til at mærke ude i kommunerne.«