Fortsæt til indhold

Jubel i landsby: »Det har virkelig været en hovedpine«

»Det har selvfølgelig stor betydning økonomisk. Der er en hel del forskel på, om du skal beskattes af tre grunde, når du kun har ét hus,« siger landsbyboer.

Politik

En hel landsby ånder lige nu lettet op. Årsagen er et tillæg til lokalplanen, som dækker Voldby.

Plan- og Landdistriktsudvalget i Favrskov Kommune har netop godkendt tillægget, som betyder, at Voldby-beboernes ejendomsvurderinger ikke vil være så tårnhøje, som de ellers pludselig var blevet, da der i 2023 kom nye ejendomsvurderinger.

Dengang fik beboerne i Voldby lidt af et chok. Årsagen til de tårnhøje vurderinger er en bestemmelse i lokalplanen, om at grunde kan udstykkes i flere grunde ned til 250 kvadratmeter. Så i princippet vil beboerne altså kunne få bygget flere huse på deres grunde, og derfor blev de vurderet til at være meget mere værd.

Men eftersom stort set ingen af landbyboerne ønsker at udstykke deres grunde, gik de til de lokale politikere, som altså har lyttet og lavet bestemmelsen om.

»Det er rigtig dejligt, at kommunen har været lydhør overfor problemet, som jo ramte det meste af byen. Vi har mødt stor forståelse for vores problem, og det er vi rigtig taknemmelige for,« siger Käte Guldholt, der er Voldbys repræsentant i Landsbyrådet i Favrskov Kommune.

»Det har virkelig været en hovedpine for mange. Grundene i Voldby blev pludselig dyrere end i Hammel – så hvor mange ville så lige være interesseret i at købe hus eller grund i Voldby,« spørger Käte Guldholt retorisk, før hun fortsætter:

»Og så har det selvfølgelig stor betydning økonomisk. Der er en hel del forskel på, om du skal beskattes af tre grunde, når du kun har ét hus.«

Käte Guldholt er desuden glad for, at landsbyboerne har kunnet melde ind, hvis de ønskede at beholde muligheden for udstykning af deres grund – hvilket én ejer af en meget stor grund har ønsket.

Hun glæder sig også over, at alle i byen får glæde af, at muligheden for udstykning bliver fjernet.

»Vi havde jo allesammen mulighed for at klage hver især, men mange, især ældre, ville ikke have haft ressourcer til det, og det er jo ikke fair.«