Fortsæt til indhold

Ny halpolitik vedtaget - med vindere og tabere

Der skal mere aktivitet i hallerne i Norddjurs - selv om det har sin pris må politikerne erkende.

Politik

Nogle gange tager politik lang tid. Meget lang tid faktisk.

For eksempel i sagen om, at man i Norddjurs gerne vil indføre en ny tilskudsmodel for idrætshallerne i kommunen. De er - og bliver - drevet vidt forskelligt, i kommunalt regi og som selvejende haller.

Det var helt tilbage i august 2023, at Kultur og Fritidsudvalget satte gang i arbejdet - og for 200.000 kroner allierede sig med konsulenter fra Idrættens Udviklingscenter. Siden har den været på dagsordenen flere gange - og fjernet igen, fordi der var afleveret forkerte tal i processen. Og debatten har været præget af begreber som ”klassens slemme dreng”, kommunale fyrtårne eller ej og frygt for ikke længere at kunne levere det samme serviceniveau som i dag.

På tirsdagens kommunalbestyrelsesmøde blev der sat et punktum, da en stort set enig kommunalbestyrelse konfirmerede det meget langstrakte udvalgsarbejde og vedtog en ny ordning. Socialdemokraten Tom Bytoft stemte imod og hans partifælle Niels Basballe undlod at stemme.

Snarere et komma

Og så er det vel heller ikke helt i overensstemmelse med sandheden at skrive, at der blev sat punktum. Snarere et komma, for rundt omkring i salen var der bred enighed om, at man ikke har fundet den perfekte løsning og at der skal evalueres på beslutningen om få år. Det bliver så efter kommunalvalget og af en helt anden kommunalbestyrelse.

Norddjurs Kommune præsenterer den nye ordning som et resultat af en proces mod en ny tilskudsstruktur, hvor en større andel af midlerne fordeles ud fra aktivitetstimer. Undervejs er der brugt timer i styregruppe og workshops - og der er afleveret masser af høringssvar.

For der er tale om en omfordeling af midler og et fokus på mere aktivitet. Det har naturligvis betydet at nogle haller får sværere økonomiske betingelser for driften, mens andre bliver bedre stillet. Og det har givet bekymrede høringssvar.

Betalingen for foreningers brug af hallerne er for nuværende uændret, men Kultur- og Fritidsudvalget ønsker at se på dette område i 2026. Kultur og Fritidsudvalget har også bestilt et oplæg, der beskriver, hvordan arbejdet med en ny svømmehalstilskudsordning kan gribes an, så svømmeforeningers tider er ikke omfattet af den netop vedtagne model.

Den nye tilskudsmodel rulles ud fra 1. januar 2026.