Fortsæt til indhold

Politisk flakker vender tilbage som Djurskredsens DF-kandidat

Jens Kannegaard Lundager er Djurskredsens kandidat og nummer fire på Dansk Folkepartis liste i Østjylland til det kommende folketingsvalg som senest skal finde sted 31. oktober 2026.

Politik

Efter en turbulent politisk karriere er Jens Kannegaard Lundager, kommunalbestyrelsesmedlem i Norddjurs, tilbage i Dansk Folkeparti og har sikret sig en placering som nummer fire på partiets liste i Østjyllands Storkreds til det kommende folketingsvalg.

Lundager, der tidligere har været medlem af både Socialdemokratiet og Nye Borgerlige, ser nu igen sig selv i Dansk Folkepartis værdier under den nye ledelse.

»Jeg kan se mig i det politiske projekt, som Morten Messerschmidt har præsenteret som formand. Jeg glæder mig over, at Dansk Folkeparti nu har markeret klart, at det er et borgerligt parti,« udtalte Jens Kannegaard Lundager til Din Avis i forbindelse med skiftet fra Nye Borgerlige og tilbage til Dansk Folkeparti.

Turbulent politisk karriere

Jens Kannegaard Lundager har en lang politisk karriere bag sig, herunder en fortid som socialdemokrat, hvor han var kandidat ved det allerførste valg til Syddjurs Kommune tilbage i 2005.

Han forlod Dansk Folkeparti i 2018 i protest mod den daværende partiformand Kristian Thulesen Dahls tilnærmelser til Socialdemokratiet.

Holdet i Østjylland

Dansk Folkepartis liste i Østjyllands Storkreds til det kommende folketingsvalg er ledet af spidskandidaten Nick Zimmermann, der fik bred opbakning fra medlemmerne ved årsmødet. På andenpladsen er Michael Nedersøe fra Horsens, og tredjepladsen er besat af Mercedes Czank fra Favrskov.

Med sin placering som nummer fire på listen er Jens Kannegaard Lundager klar til at kæmpe værdipolitisk for velkendt DF-politik: dansk kultur, tryghed og en stram udlændingepolitik, lover han.

Ved det seneste folketingsvalg 1. november 2022 stillede Jens Kannegaard Lundager op for Nye Borgerlige i Østjylland.

Det blev til 230 personlige stemmer. Det rakte til en placering som det detroniserede partis tredjesuppleant i Østjylland.

Østjyllands Storkreds er inddelt i 11 opstillingskredse, og 80 % af Lundagers personlige stemmer blev afgivet i Djurskredsen. Ved 130 af de 181 valgsteder i storkredsen fik han ingen personlige stemmer.