Fortsæt til indhold

Partier vil rykke hjælpen tættere på de hjemløse i Aarhus

SF og De Konservative er gået sammen om et forslag, som skal gøre livet bedre for folk, der lever på gaden i Aarhus.

Politik
jwh

Der er behov for at fokusere på de hjemløse i Aarhus, mener SF og De Konservative. De to byrådspartier er derfor gået sammen om to initiativer, som skal rykke hjælpen tættere på de hjemløse og andre aarhusianere, som lever et liv på gaden med misbrug.

Det fremgår af et fælles budgetforslag, som er på dagsordenen til byrådsmødet onsdag.

»Aarhus er på mange måder en rigtig god by. Men det er ikke godt nok, at der stadigvæk er borgere, der bliver tabt, fordi systemet står stille og venter på dem, i stedet for at gå dem i møde. Derfor foreslår vi nu to helt konkrete indsatser, der skal rykke hjælpen tættere på,« lyder det fra Mette Skautrup (K).

Helt konkret foreslår SF og Konservative, at der med inspiration fra København bliver oprettet et behandlingsteam af læger og sygeplejersker, som møder de udsatte på gaden og kan starte medicinsk behandling dér.

Derudover bliver der også foreslået et såkaldt opsøgende team, som ligeledes skal møde de udsatte på gadeplan for at hjælpe dem med at komme videre med at søge bolig, forstå breve, møde op til møder og få kontakt med kommunen.

»Der er brug for at sætte fokuseret og tværfagligt ind for at tage ordentligt hånd om denne udfordring. Vi skal turde at komme ud, hvor borgerne er, og lytte til deres behov. Det handler ikke bare om velfærd – men også om værdighed. For vi ved, at indsatser som denne virker bedst, når vi møder mennesker dér, hvor de er,« lyder det fra Thomas Medom (SF).