Fortsæt til indhold

Tre byer deler 320.000 kroner – de havde dog søgt næsten det dobbelte

Grundfør og Lyngå får hver 150.000 kroner til at opdatere centrale mødesteder i de to landsbyer.

Politik

Landsbyrådet i Favrskov Kommune har på sit seneste møde uddelt 320.000 kroner til projekter i tre landsbyer.

I Grundfør ved Hinnerup har den lokale idrætsforening, borgerforening og Grundfør Festival fået 150.000 kroner til at etablere et nyt samlingssted ved siden af fodbold- og petanquebanen, hvor man kan mødes på tværs af alder, køn og interesse. Det nuværende skur er nedslidt, og derfor ønsker man at opføre et nyt og større skur samt en overdækket terrasse, der kan anvendes til aktiviteter. Det kan være møder, sociale aktiviteter og måske også koncerter med mere. Samtidig kan fodboldklubben og petanqueklubben bruge dele af skuret til opbevaring af udstyr.

Projektet i Grundfør koster i alt cirka 350.000 kroner, og de tre foreninger havde søgt landsbyrådet om 200.000 kroner.

Legeplads i Lyngå

Landsbyrådet sender ligeledes 150.000 kroner i retning mod Lyngå vest for Hadsten til at renovere legepladsen, der fungerer som landsbyens forsamlingshus. Borgerforeningen og Legepladsens Venner har planer om et projekt til cirka 420.000 kroner til at opdatere den over 25 år gamle legeplads, der trænger gevaldigt.

De ønsker også at bygge et skur til opbevaring af byens borde, stole og flagallé. Skuret skal samtidig indrettes, så der er et overdækket udeareal, der kan bruges til bar til byens arrangementer og som madpakkeområde til byens borgere. Bålhytten på pladsen trænger også til en kærlig hånd og nyt tagpap, lyder det i projektbeskrivelsen.

Lyngå Borgerforening havde ansøgt Landsbyrådet om 367.681 kroner.

Frivillig-skov

Landsbyrådet skulle også tage stilling til en ansøgning fra Hadbjerg Borgerforening om tilskud til en aktivitetsdag i forbindelse med Hadbjerg Folkeskovs 10 års jubilæum. Skoven i landsbyen øst for Hadsten er grundlagt af frivillige, og frivilligheden skal fejres med en lang række aktiviteter på tværs af generationer, interesser og aktivitetsniveau.

Borgerforeningen havde ansøgt om 21.736 kroner og får 20.000 kroner til aktivitetsdagen, der har et budgt på godt 30.000 kroner.

»Det er tre gode projekter, hvor Lyngå og Grundfør minder lidt om hinanden, men vil glæde utrolig mange borgere, når de bliver realiseret. Og så 20.000 kroner til Hadbjerg for at fejre den flotte og hyggelig folkeskov. Alle tre steder er drevet af frivillige ildsjæle, der sørger for, at vores landsbyer fortsat er attraktive og kan skabe fællesskab og sammenhold i fremtiden,« siger Landsbyrådets formand, Simon Buus Olsen, i en pressemeddelelse.

Landsbyrådet uddeler årligt omkring 1,6 millioner kroner til projekter, aktiviteter og lignende i landsbyerne i Favrskov Kommune.