Alle roser ham til skyerne, men tidligere rådmand har én anke: »Det kan jeg ikke gøre så meget ved«

Han giver et kraftigt, jysk håndtryk, Jakob Søgaard Clausen.

Det giver mindelser om mine bedsteforældres familiefester i et sønderjysk forsamlingshus, hvor fjerne landmandsslægtninge trykkede næve, som om deres ære afhang af det.

Man kan ikke løbe fra fortiden, siger man, og den 31-årige danmarksdemokrat Jakob Søgaard Clausens klem mere end antyder da også, hvad han kommer af. En opvækst i vindblæste Thy - på en gård - hvor det at give et fast håndtryk betyder noget.

Skinnet kan ellers bedrage. Især i Jakob Søgaard Clausens tilfælde.

Han bor i et parcelhus i forstaden, er uddannet statskundskaber, var i ungdomspolitik i en evighed og arbejder som embedsmand på rådhuset. Prototypen på nutidens karrierepolitikere, ville mange indvende.

»Jeg forstår godt, at man kan putte mig ned i den kasse,« siger den netop valgte spidskandidat til kommunalvalget i Aarhus, men protesterer:

»Jeg skiller mig også ud. Mine værdier og politiske holdninger fortæller altså en anden historie. Jeg har arbejdet syv år på en minkfarm hjemme i Thy. Tog hjem i weekenderne for at vaccinere mink i starten af studiet. Det gjorde de andre altså ikke,« griner han og bliver alvorlig igen.

»Da vi startede, lavede man en meningsmåling blandt de studerende. Der var én ud af 300, der ville stemme på DF, og det var mig. 80 pct. ville stemme på de røde. Det er altså fremtidens embedsmænd og politikere...«

Kedelig ros

Jeg møder Jakob Søgaard Clausen i hjemmet i Lystrup for at interviewe ham til et portræt. For at lære ham bedre at kende har jeg talt med en række mennesker, der kender ham på godt og ondt. Planen er at konfrontere ham med deres beskrivelser.

Problemet er bare, at det bliver en noget tam ”konfrontation”. Hver og én roser ham til skyerne professionelt og personligt. Selv SF-leder Thomas Medom, hans politiske modstander, synes om ham, selvom der kan blive sat en »hård tackling ind« i ny og næ.

»Jakob er en dygtig byrådspolitiker, som passer sine ting. Han er enormt velforberedt og inde i stoffet, når vi går til møder, og så er han pragmatisk. Man kan lave aftaler med ham,« siger Medom.

Det samme siger Venstre-rådmand Christian Budde, der også er hans chef.

Ja, Jakob Søgaard Clausens med- og modspiller i byrådet er også hans overordnede som embedsmand i Sundhed og Omsorgs ledelsessekretariat.

»Det kræver en høj integritet og fingerspitzgefühl at håndtere, hvornår man er embedsmand og politiker. At vide, hvad man må og ikke må bruge i sit politiske virke. Det kan mange ikke, men Jakob mestrer det til perfektion. Sagt med glimt i øjet, så er han irriterende dygtig.«

Den ydmyge vestjyde smiler, da han hører de mange rosende ord. Tror jeg. Det kan dog også være pga. cockerspanielen, Charlie, der tæsker glad rundt ude i haven og bjæffer.

»Det bliver jeg da glad for at høre. Jeg går også op i at være velforberedt, troværdig og konstruktiv. Det skal man, hvis man vil have indflydelse. Jeg bruger rigtig meget tid på det, fordi jeg brænder for det.«

Nej tak til Venstre

Det kommer heller ikke af sig selv. Slet ikke. Det vender vi tilbage til sidst i portrættet, hvor hans gamle chef og rådmand har en vigtig opfordring til ham.

Jakob Søgaard Clausen er dog bedre rustet end de fleste til at omsætte en endeløs strøm af kommunale dokumenter og sager til politik.

Når man sidder på et enligt mandat i byrådet, hjælper det at have en djøf-baggrund og adskillige år som studentermedhjælper i Dansk Folkeparti. Selvom han kun har været folkevalgt siden 2021, har han deltaget i de seneste ti års budgetforhandlinger.

»Det gør jo, at jeg har et bedre blik for, hvordan tingene fungerer. Det er en klar fordel at have indblik i maskinrummet bagved, når man er deltidspolitiker i en så massiv kommune som Aarhus med et kæmpe bureaukrati,« konstaterer den 31-årige thybo.

»Derfor kan jeg også garantere Jakob en endnu lysere politisk fremtid, hvis han bliver en del af Venstre. Der er en åben dør. Vi kan sagtens bruge en som ham,« lyder det drillende fra Budde.

»Ha! Det kommer ikke til at ske. Men vi har jo set mange gode Venstre-folk gå den anden vej, så Budde og hans gruppe er mere end velkomne hos os,« kvitterer Jakob Søgaard Clausen.

Trafik-splittet

»Har du slet ikke noget negativt at sige,« prøver jeg at lokke Christian Budde, der kan komme på én enkelt ting.

Jeg når kun at nævne for hovedpersonen, at det er lykkedes mig at presse noget lidt kritisk ud af Venstre-manden.

»Det skulle vel aldrig være mobilitetsplanen?« smiler Jakob Søgaard Clausen.

Jo, minsandten. Venstre har tordnet mod planen, der er blevet udlagt som bilisternes fjende. Til alles overraskelse gik Danmarksdemokraterne med i forliget tilbage i august.

»Jakob sætter sjældent fødderne forkert, men det gjorde han her,« konstaterer Budde.

»Han lod sig forgylde af rådmanden med småting til oplandet. Jeg tror, han har nyere politisk histories længste liste af forbehold, men du kan ikke være halvt gravid, og det bliver svært for Jakob at forklare og forsvare i valgkampen.«

Jakob Søgaard Clausen har hørt kritikken til hudløshed og smiler. Men, indrømmer han, det er også den sag, hvor han har været mest splittet.

»Uden tvivl. Men jeg kan stå på mål for det. Vi får indflydelse på de beslutninger, der tages på mobilitetsområdet mange år frem og fordelingen af en halv milliard kroner. Alle forligspartier har vetoret, så mit ene mandat betyder lige så meget som borgmesterens. Venstres mandater betyder intet.«

»Vi kunne sagtens have stået udenfor ligesom Venstre, men så havde aarhusianerne fået en markant større nedlukning af midtbyen. Det var det, de røde ville. Og vi har altså også et blik for det aarhusianske opland, hvor jeg oplever en større interesse for bedre lokal trafiksikkerhed, offentlig transport og cykelstier. Det, glemmer mange, er en del af planen,« forklarer Jakob Søgaard Clausen.

Meget i medierne

Netop oplandet er hjerteblod for den unge politiker. Det samme er nær velfærd, borgerinddragelse og kampen mod parallelsamfund og ”jernmarker”, men spørger man hans kollegaer, så formår Jakob Søgaard Clausen at rejse lokale dagsordener og bringe dem ind i byrådet som ingen andre.

»Jeg kommer jo selv fra et lokalsamfund og ved, hvor vigtigt det er at værne om. Man glemmer lidt, at Aarhus også er parcelhuskvarterer og landsteder - ikke kun høje bygninger i midtbyen. Mange synes, at der er meget langt fra rådhuset og ud til dem. Man laver hele bykvarterer som Aarhus Ø, hvor der sker en rivende udvikling, men at få penge til at omdanne en lille plads i en oplandsby kan tage årevis,« siger Jakob Søgaard Clausen, der nikker genkendende til den aarhusianske frase om, at byrådets interesse stopper ved Ringvejen.

»Jeg oplever det ikke som ond vilje eller en bevidst nedprioritering. Det er bare mere spændende for mange politikere og embedsmænd at have fokus på det centrale Aarhus. Jeg vil gerne sikre, at der sker en kontinuerlig udvikling i vores oplandsbyer.«

Noget, den unge danmarksdemokrat også roses for, er hans evne til at komme i medierne - lokale som landsdækkende.

Jeg selv har ringet til ham utallige gange for at få en kommentar til en sag. Han har altid en holdning, uanset emnet, og kan formulere den klart, skarpt og ofte lidt bombastisk. Den slags kan journalister jo godt lide.

Ringer man ikke til Jakob Søgaard Clausen, kan han finde på at sende en kommentar alligevel, og han har altid et pitch klar til en historie, han finder vigtig for lokalpressen.

Men han fylder reelt disproportionalt meget i medierne i forhold til sit enmandsmandat.

»Det er en bevidst strategi. Jeg får ikke ligeså meget indflydelse som et stort rådmandsparti, der har et helt apparat bag sig, så en stor del af mit arbejde er også at få budskaber ud og påvirke folkestemningen, så folk ved, hvad vi står for,« siger han.

Jeg har hørt folk kalde dig en populist. Du udvælger jo tit sager, der gør sig godt i medierne. Er du populist?

»Det er det nemmeste mærkat at sætte på en politisk modstander. For mig er en populist dog en, der lytter til borgerne og agerer. Og det er jo definitionen på, hvad en politiker bør gøre. Hvis vi ikke skulle være optaget af det, borgerne er, hvad skulle vi så? I (medierne, red.) skriver jo typisk heller ikke om ting, der ikke interesserer folk, så der er også en sammenhæng med den medietid, jeg får.«

»Han skal passe på sig selv«

Er der noget, der kan frustrere Jakob Søgaard Clausen, og har frustreret ham de seneste tre år, så er det, når der ikke bliver lyttet til borgerne.

»Det ligger dybt i mig. Jeg kan slet ikke være i, når byrådet bare afviser folk. Jeg bliver så frustreret over, at vi som kommune ikke engang kan finde ud af at orientere et fællesråd, når der er en lokalplan på vej hos dem. Måske kan vi ikke løse det, folk altid ønsker sig, men man kan godt tage deres bekymringer seriøst. Det er sindssygt vigtigt for vores lokale demokrati. Derfor svarer jeg også konsekvent altid folk, der kontakter mig.«

Og så kommer vi til det velmenende råd, som tidligere DF-rådmand Jette Skive, der nu er blevet danmarksdemokrat, har til sin forhenværende protegé.

For Jakob Søgaard Clausens byrådsarbejde er ifølge eget udsagn på fuld tid. Ved siden af embedsmandsjobbet. På de sociale medier kan man se, at han er her, der og alle vegne til møder med borgere i tide og utide.

Samtidig blev han far til sønnen August for to år siden - og så har han og hustruen Michelle sandt for dyden også lige totalrenoveret deres nykøbte 70’er hus.

»Jakob er en slider. Han knokler. Så jeg har sagt til ham, at han skal passe på sig selv. Han gør det afsindigt godt, men det store arbejde koster blod, sved og tårer, når man også har en familie og et lille barn,« siger Jette Skive.

»Det har hun jo ret i. Det kan da godt se lidt vildt ud, men når man er i det, synes jeg bare, at det er fedt,« reagerer Jakob Søgaard Clausen.

»Jeg gør meget ud af at prioritere min familie, især efter jeg blev far. Jeg afleverer August hver morgen, og det vil jeg holde fast i. Men jeg har en stor arbejdskapacitet og har altid haft noget at rykke i - også hjemme på gården i Thy. Jeg har det bare bedst med at have noget at lave.«

Kan familien godt acceptere det?

»Jeg oplever stor opbakning. Vi taler om tingene og forsøger at tilpasse hverdagen, så møder ikke altid er omkring spise- og puttetid. Så kan man tage et møde og arbejde, når August sover, og de fleste weekender forsøger jeg også at holde fri.«

Ikke Christiansborg - endnu

I snakken med Jette Skive er det tydeligt, at hun ser et stort lys i den unge politiker. Og hun tror, at han kan drive det langt. Borgmester i Aarhus bliver han dog aldrig, fastslår hun.

»Aarhus er for rød. Men jeg kan se ham gøre sig rigtig godt på Christiansborg på et tidspunkt,« siger hun og langer en analyse ud, som kun den 73-årige veteran kan.

»Han har dog det imod sig, at han stadig ligner en dreng. Tager folk ham seriøst nok? Han er en moden mand, men han ligner jo en ung knejt. Det kan nogen synes er dejligt nok, men det kan også være en ulempe.«

Jakob Søgaard Clausen slår et stort grin op.

»Det er jo rigtigt, og hun har altid gået meget op i mit hår. Hun er selvfølgelig også frisøruddannet. Men jeg kan ikke gøre så meget ved, hvordan jeg ser ud,« griner den 31-årige politiker og fastslår, at han vil være at finde i lokalpolitik mange år frem.

»Det med Christiansborg bliver jeg jævnligt spurgt til. Det kunne være spændende at arbejde med landspolitik, men lige nu trives jeg virkelig med det lokale, hvor jeg kan mærke, at det, vi beslutter, gør en konkret forskel i hverdagen. Og jeg vil gerne være til stede som far. Det vil være svært, hvis jeg skal være i København meget af tiden.«