Ældrepleje: En kommune i bund
Syddjurs bruger markant mindre på ældrepleje end andre kommuner i Region Midtjylland, viser ny analyse fra FOA.
Der er stor forskel på, hvor mange penge kommunerne i Region Midtjylland bruger på deres ældre borgere.
Det viser en ny analyse af kommunernes regnskaber fra fagforbundet FOA.
I toppen ligger Samsø, der i gennemsnit bruger cirka 190.700 kroner per borger på 80 år eller derover. Herefter kommer Randers med cirka 187.900 kroner og Aarhus med cirka 187.400 kroner.
I bunden finder man Lemvig med cirka 141.400 kroner sammen med Favrskov, der bruger cirka 144.200 kroner per ældre og Syddjurs med cirka 144.800 kroner. Forskellen mellem den kommune, der bruger mest og mindst, er således cirka 49.300 kroner.
Bekymrende forskelle
»Rigtig velfærd kan ikke måles i penge. Det handler også om så meget andet. Men så store forskelle kan man simpelthen ikke ignorere. Det er klart, at man ikke kan levere den samme kvalitet i plejen til de ældre for en hel tredjedel mindre. Så de her tal er bekymrende,« udtaler Tanja Nielsen, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA, i en kommentar til undersøgelsen.
En gennemgang af kommunernes regnskaber fra 2019 til de netop udgivne 2024-tal viser, at udgiften per ældre borger på 80 år eller derover er faldet markant de seneste år.
I Region Midtjylland er udgiften per ældre på 80 år eller derover faldet med 9,4 procent fra 2019 til 2024.
Sparekniven svinges
»Der kan sikkert være flere forklaringer på, at udgifterne per ældre på den måde magisk er faldet, men jeg skal hilse fra FOA’s medlemmer og sige, at det ikke er fordi de svageste ældre pludselig har fået mindre brug for pleje de seneste fem år. Tværtimod. Og når vi så ved, at der i en årrække er afsat penge nok til, at kommunerne kan følge med befolkningsudviklingen, så ser det ud som om, at visse kommuner har været ude og svinge sparekniven over en meget svag gruppe,« mener Tanja Nielsen.
På landsplan er der også store forskelle kommunerne imellem på, hvor mange penge der i gennemsnit bruges per ældre borger. Størst er beløbet i Københavns Kommune, hvor der bruges 291.722 kroner, mens Hørsholm Kommune brugte det mindste beløb per ældre over 80 år med 139.515 kroner – altså cirka 152.000 kroner mindre. På landsplan er de kommunale ældreudgifter samlet faldet med over 10 procent siden 2019 og knap 5 procent bare det seneste år.
»Der er kun et par måneder til vi skal ned og stemme om, hvem der skal sidde i byrådene og kommunalbestyrelserne. Jeg synes pludselig, der er meget mere at tale om, for en stærk og værdig ældrepleje bør være en mærkesag i alle landets 98 kommuner,« lyder det fra Tanja Nielsen.