Fortsæt til indhold

Erfaren Aarhus-politiker stiller op til Folketinget: »Min mormor smiler til mig fra himlen«

Eva Borchorst Mejnertz har ved en urafstemning slået det nuværende folketingsmedlem i Silkeborg Syd.

Politik

Eva Borchorst Mejnertz, 1. viceborgmester og formand for Udvalget for Børn for Socialdemokratiet i byrådet i Aarhus Kommune, stiller op til Folketinget.

Det sker, efter at hun lørdag 12. juli med stemmerne 99 mod 90 slog byrådsmedlem fra Silkeborg, Rune Kristensen, ved en urafstemning i opstillingskredsen Silkeborg Syd.

I Socialdemokratiet må valgte politikere ikke have dobbeltmandater, en plads i både byråd og Folketinget. Hvis Eva Borchorst Mejnertz bliver valgt ind begge steder, vil hun, som Aarhus’ tidligere borgmester Nicolai Wammen gjorde det, tage orlov fra byrådsarbejdet i Aarhus.

»Min mormor smiler til mig fra himlen, og jeg lover, at jeg vil knokle solen sort for Socialdemokratiet Silkeborg Kommune og for de mennesker som politik handler om (...) Jeg har gået dør til dør og talt med mange socialdemokrater i Silkeborg i den sidste tid. Jeg har hørt om frustrationer med hjemmeplejen og ønsker om at styrke arbejdet for sårbare, udsatte og børn og unge med særlige behov. De ting I har fortalt mig, vil jeg ikke glemme. Tak for at dele jeres tanker med mig,« skriver Eva Borchorst Mejnertz i et facebookopslag.

Det nuværende folketingsmedlem fra Silkeborg, Thomas Jensen, er flyttet til Odense og ønskede ikke at genopstille.

44-årige Eva Borchorst Mejnertz startede som byrådsmedlem i Aarhus Byråd 1. januar 2018. Frem til november 2020 repræsenterede hun Det Radikale Venstre, men hun meldte sig ud af partiet for at blive løsgænger, inden hun i 2020 meldte sig ind i Socialdemokratiet.

Eva Borchorst Mejnertz er cand.mag. i samfundsfag og engelsk fra Aarhus Universitet, gymnasielærer og mor til tre børn.