Fortsæt til indhold

Byrådskandidat forarget over manglende hensyntagen til barn

Byrådskandidat for Liberal Alliance undrer sig over, at der ikke kan tages specielle hensyn til det enkelte barn, når der skal findes en institutionsplads.

Politik

Din Avis Favrskov har tidligere fortalt historien om drengen Eskild Raun Nielsen, der trods en masse dagplejeskift ikke kunne få plads i den børnehave, han var tryg ved. Den historie fik Lisa Perkins fra Liberal Alliance op af stolen. Hun mener, at byrådet skal give forvaltningen friere rammer.

»I den konkrete historie blev jeg forarget over, at der ikke kunne tages hensyn til et barn, når både forældre og børnehave er enige om, at det er det rigtige for barnet. Og så reagerer jeg på, at formand for Børne- og Skoleudvalget, Flemming Nørgaard fra Venstre udtaler, at anvisningsreglerne ikke tager pædagogiske hensyn, og at det som udgangspunkt ikke er muligt at få dispensation for anvisningsreglerne,« siger Lisa Perkins.

For Perkins er historien om Eskild Raun Nielsen et godt eksempel på, hvorfor borgerne bør komme før systemet.

»Vi skal simpelthen tage hensyn til det enkelte barn med en tidlig indsats og pædagogiske hensyn. Denne historie ville jo være en mulighed for netop at gøre dette, men i stedet lægger man sig op ad nogle rigide regler, som tager mere hensyn til systemet end til barnet og familien,« siger hun.

Pilen peger på byrådet

Lisa Perkins er ikke i tvivl om, hvem der står med ansvaret for, det hun kalder for stramme rammer i forvaltningen.

»Det er jo byrådet, der udstikker rammerne for forvaltningen. Derfor er det også byrådet, der skal give lov til, at forvaltningen kan tage særhensyn. Det skal ikke være en mulighed – det skal simpelthen være et krav, at forvaltningen tager hensyn til det enkelte barn,« siger hun.

Hun slår dog også fast, at hun er klar over, man ikke kan gøre alle tilfredse. Nogle gange vil man skuffe nogle forældre, og i de situationer er kommunikationen rigtig vigtigt, mener Lisa Perkins.

»Hvis et afslag på en børnehaveplads er baseret på logik, så vil langt de fleste forældre også kunne forstå det. Men det handler om, at de føler sig hørt og lyttet til,« siger hun.

Afviser kritik

Formand for Børne- og Skoleudvalget Flemming Nørgaard (V) mener ikke, byrådet holder forvaltningen i for kort snor.

»Jeg mener, at forvaltningen har frie rammer, og jeg er ikke gjort bekendt med, at der forvaltningsmæssigt er utilfredshed i den retning,« siger han og fortsætter:

»Jeg synes, at spørgsmål omkring processen og særlige hensyn skal rettes til forvaltningen. Politisk har vi en stor interesse i, at sådanne sager håndteres bedst muligt, og hvis man forvaltningsmæssigt mangler “værktøjer” til en bedre proces, så vil vi gerne levere disse.«

Nørgaard mener heller ikke, at forvaltningen generelt ser systemet før mennesket.

»Jeg er ikke enig i påstanden om, at vi ser på systemet før mennesket. Jeg har set mange eksempler på, at man forsøger at finde gode løsninger i samarbejde med familierne,« lyder det fra formanden for Børne- og Skoleudvalget.