KV25: Der bliver benhård kamp om vælgernes gunst i øst
Venstre udvider kandidatholdet med en ny kandidat fra Ebeltoft.
Der bliver kamp om stemmerne i Ebeltoft til kommunalvalget i november, hvor både Konservative, Socialdemokratiet, SF og Venstre møder frem med nye ansigter, der kommer til at appellere kraftigt til vælgerne sammen med rutinerede politikere, som genopstiller.
Der er således lagt op til et bravallaslag i øst, som ikke mindst allerede nu afspejler den verserende debat om Grobund og helhedsplanen for Ålerne.
Debatten vil blive intensiveret, som valgdatoen kommer tættere på.
Ny V-kandidat
Venstre kan nu præsentere endnu en kandidat til kommunalvalget.
Det drejer sig om John Finmann fra Ebeltoft, som bliver kandidat nummer 18 for Venstre.
John Finmann har allerede markeret sig i læserbreve i Din Avis Syddjurs med markante holdninger til velfærd og kystnære områder, herunder Grobund.
John Finmann har mange års erfaring som leder inden for logistik, lager og drift – både i det private erhvervsliv og i Forsvaret, hvor han stadig er aktiv.
»Jeg er ikke politiker af profession – jeg er leder, problemløser og borger i Syddjurs. Jeg stiller op for Venstre, fordi jeg tror på, at ansvarlighed, handlekraft og lokalt engagement kan rykke noget – også i kommunalpolitik,« udtaler han.
Der er intet overraskende i, at han finder det nødvendigt med en ny ledelse af Syddjurs kommune. Det er heller ikke overraskende, at det skal være partifællen Christoffer Pedersen, der i John Finmanns optik skal overtage borgmesterstolen.
Samme Christoffer Pedersen ser John Finmanns erhvervserfaring som noget, der kan gøre en stor forskel i byrådsarbejdet.
Området ved Grobund bærer i dag præg af manglende vedligeholdelse, affald og rod
Kritik af Grobund
I to debatindlæg i juli 2025 i Din Avis Syddjurs har John Finmann i tydelige vendinger markeret sine synspunkter om især Grobund:
»På det seneste byrådsmøde (25. juni) blev det fremhævet, særligt fra venstre side af salen, at kommunen ønsker øget borgerinddragelse og større hensyn til vores pressede natur – særligt i kystnære områder. Det er både rigtigt og vigtigt. Men når man ser på den verserende helhedsplan for området omkring Ebeltoft Havn og Grobund, opstår der en bekymrende afstand mellem idealer og virkelighed.«
Og videre:
»Området ved Grobund bærer i dag præg af manglende vedligeholdelse, affald og rod – forhold som står i direkte kontrast til de kommunale ambitioner om naturbeskyttelse og lokal attraktivitet. Det er bemærkelsesværdigt, at de nærmeste naboer, herunder beboerne på Hasnæs Høje, ikke er blevet inddraget i planprocessen. Det strider imod gængs planpraksis og underminerer den demokratiske åbenhed, som kommunen ellers fremhæver som værdi.«
»Grobund er kendt for sin alternative tilgang til samfundet – og det er naturligvis legitimt at tænke nyt og eksperimentere med livsformer. Deres sommerskole i politisk filosofi rejser vigtige spørgsmål om arbejdsmarked og fællesskab. Men når man i praksis vælger ikke at bidrage til fællesskabet – hverken via skat, forsyning eller ansvar – men alligevel ønsker adgang til fælles goder, opstår der en skævhed. Et velfærdssamfund bygger på gensidighed: man deltager, bidrager og modtager i balance.«
Der er sat vand over til en hed lokaldebat i Ebeltoft.