»Mafia-banden asocialudemokratiet i stazi Syddjurs Kommune«
Borgmester Michael Stegger Jensen opfordrer i et opslag på sin Facebookprofil til en mere respektfuld demokratisk samtale og kritiserer både sociale medier og pressen for at tillade chikanerende adfærd.
Det er tydeligt, at det ligger borgmesteren meget på sinde at få skabt en mere respektfuld og konstruktiv tone i den politiske debat, både online og offline.
På sin Facebookprofil udtrykker Michael Stegger Jensen sin bekymring over den hårde tone og de hadefulde kommentarer, som han og hans kolleger i Socialdemokratiet modtager på sociale medier.
»Hvorfor svarer du mig ikke, din skide landsforræder?« Dette er blot én af de mange ugentlige upassende kommentarer, som han modtager.
Desværre er det ikke noget nyt. Mange politikere oplever lignende chikane, uanset parti, holdning eller baggrund.
»Ytringsfriheden er forbudt af borgmesteren.« »Mafia-banden asocialudemokratiet i stazi Syddjurs Kommune.«
Eksempler på den virkelighed, som politikere står i. Det er ikke debat eller kritik, men direkte chikane og hadefulde udbrud, der intet har med saglighed eller demokrati at gøre.
Jeg tror nemlig ikke, de hjælper demokratiet, når de tillader kommentarspor, hvor grænserne for almindelig respekt for længst er overskredet
Chikane og had
Michael Stegger Jensen understreger, at han ikke er skrøbelig og ikke bliver slået ud af disse kommentarer. Men han mener, at samfundet skal tage dette alvorligt.
»Det handler ikke kun om mig. Det handler om, hvilken demokratisk samtale vi vælger at acceptere - og hvad vi risikerer at miste, hvis flere og flere vælger at holde sig væk fra det politiske liv af frygt for denne form for tilsvining,« skriver han på sin Facebookprofil.
Borgmesteren opfordrer i samme øjemed politikere til at blive bedre til at lytte, forstå og engagere sig åbent i folks virkelighed.
»Det skylder vi borgerne. Og jeg er selv nysgerrig efter at blive klogere på, hvad der får folk til at skrive sådan noget,« tilføjer han.
Men han mener også, at det er vigtigt at sige fra, når tonen bliver decideret nedbrydende.
Sociale medier svigter
Han kritiserer sociale medier for ikke at tage nok ansvar.
»Jeg tror nemlig ikke, de hjælper demokratiet, når de tillader kommentarspor, hvor grænserne for almindelig respekt for længst er overskredet,« skriver borgmesteren
Pressen får også en opsang.
»Tit og ofte er det politikerne og medarbejderne i den offentlige sektor, der jagtes. Sjældent hører man to sider af samme sag, sjældent er der tid til nuancer - til at se på, at der måske er flere parter, der er skyld i, at en sag er kørt af sporet,« skriver han.
Michael Stegger Jensen ønsker, at netop denne problematik får mere taletid, både nationalt og i lokale medier.
En klar grænse
»Jeg er om nogen en politiker, der altid søger dialog. Men jeg tror på, at det også er vigtigt at sige fra og sætte en klar grænse,« afslutter Michael Stegger Jensen.
»Det her er ikke et spørgsmål om ytringsfrihed. Det er et spørgsmål om, hvordan vi sikrer, at flere tør ytre sig - også dem, der ikke råber højest.«