Minister meldte afbud til Grenaa-besøg
Erhvervsminister Morten Bødskov måtte droppe besøg på tre virksomheder i Grenaa.
Ministre har en travl kalender og onsdag måtte erhvervsminister Morten Bødskov, (S), erkende, at der alligevel ikke blev tid til at besøge tre virksomheder i Grenaa, som det ellers var planen. Fra Norddjurs Kommune lyder forklaringen på afbuddet, at et internationalt besøg kom i vejen for ministeren.
Invitationen til ministeren var blandt andet begrundet i et ønske om få opmærksomhed omkring vejforholdenes betydning for, hvad man i Norddjurs opfatter som ”samfundskritiske virksomheder”, der er i Grenaa - og vigtigheden af gode adgangsveje for dem. Især med fokus på hovedvej A15 fra stykket fra Grenaa og til Djurslandmotorvejen.
Start på havnen
Besøget skulle være indledt på Grenaa Havn, hvor erhvervsministeren havde ønsket et nærmere kig på Anholt Havmøllepark. Her skulle borgmester Kasper Bjerregaard, (V), have givet et oplæg om ønskerne fra Norddjurs. Værter her skulle være formanden for Grenaa Havns bestyrelse, tidligere regionsformand Bent Hansen, og kommerciel direktør Theis Gissebæk. Derefter skulle besøget fortsætte på DS Smith med direktør Dan Johannesen og rundes af på Terma, som Morten Bødskov flere gange har besøgt. Her var den nye direktør for Terma i Grenaa, Søren Busk, klar til at tage imod.
Udover borgmester Kasper Bjerregaard skulle kommunaldirektør Jonas Kroustrup, kommunikationskonsulent Vivian Voldgaard, kommunalbestyrelsesmedlem og borgmesterkandidat for Socialdemokratiet, Allan Gjersbøl Jørgensen, samt hans partifælle, folketingsmedlem Leif Lahn Jensen, have udgjort holdet fra Norddjurs.
Et plaster på såret efter det aflyste ministerbesøg kan være, at Djursland - både Norddjurs og Syddjurs - mandag 1. september - får besøg af Folketingets Transportudvalg.