Fortsæt til indhold

Fire blå partier giver rød drøm om borgmesterposten en lammer

Blåt firkløver danner valgforbund i Randers: Går efter borgmesterposten.

Politik

Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Danmarksdemokraterne har samlet sig i et nyt valgforbund.

Målet er klart: flere blå mandater – og en blå borgmester i Randers.

Det skriver de fire partier i et læserbrev.

Valgforbundet skal sikre, at overskudsstemmer bliver i blokken og ikke går tabt, når stemmerne fordeles. Partierne fremhæver ordentlighed, ærlighed og vilje til brede aftaler som fælles afsæt.

»Vi er glade for at stå skulder ved skulder. For os handler det om at få styr på Randers Kommunes økonomi. Kun med ansvarlig økonomi kan vi få Randers på rette spor – og det kræver en blå borgmester, hvis det for alvor skal lykkes,« siger Niels Jørgen Thomsen, der er spidskandidat for Konservative.

Hos Liberal Alliance er fokus på at gøre valgforbundet til en løftestang i konstitueringen efter valget.

»Vi vil en anden retning end den sædvanlige. Med et stærkt valgforbund sikrer vi, at overskudsstemmer bliver i blå afdeling – og det gør os stærkere, når der skal forhandles borgmester,« siger spidskandidat Lars Axel Nielsen.

Dansk Folkeparti taler om én samlet borgerlig stemme for tryghed og nærhed – i både by og land.

»Vi går i valgforbund for at stå stærkt og sikre, at randrusianerne får en tydelig stemme for fornuft. Det handler også om, at stemmerne ikke spildes, så vores politik får maksimal gennemslagskraft,« siger spidskandidat Frank Nørgaard, bakket op af DF-formand i Randers, Nicolai Estrup.

Danmarksdemokraterne peger direkte på en blå borgmester som mål.

»En ny retning starter med et stærkt valgforbund. Vi er klar til at tage ansvar for en kommune, der er til for borgerne – og ikke omvendt,« siger spidskandidat Henrik Hove-Nielsen.

Partierne melder, at de går til valg på mere tillid, stærkere fællesskaber og udvikling – og at valgforbundet er værktøjet, der skal omsætte blå stemmer til indflydelse på rådhuset.