Parti vil have Palæstinas Plads midt i Aarhus: Nu skal det diskuteres i byrådet
Aarhus Byråd skal inden længe tage stilling til, om en central plads i Aarhus skal navngives Palæstinas Plads, efter Radikale Venstre har fremsat det som et forslag.
På Nørrebro i København er der en ”Palæstinas Plads”, og står det til Radikale Venstre i Aarhus Byråd, skal Aarhus også i nær fremtid have en central plads opkaldt efter Palæstina.
Partiets byrådsgruppe har således fremsat et forslag om det, oplyser den i en pressemeddelelse.
»Vi finder, at SVM-regeringen totalt har svigtet palæstinenserne i deres kamp for rettigheder, værdighed og fred ved fortsat at undlade en officiel anerkendelse af Palæstina som selvstændig stat – noget et flertal af verdens lande allerede har gjort,« lyder det fra Metin Lindved Aydin, politisk leder for Radikale Venstre i Aarhus, i pressemeddelelsen.
Partiet har også allerede flere forslag til, hvor Palæstinas Plads kan ligge, hvis altså der er opbakning i Aarhus Byråd til navngivningen.
I pressemeddelelsen nævnes ved Den Gamle By, hvor Viborgvej møder Silkeborgvej, i et hjørne af Musikhusparken eller i byudviklingsområdet på Pier 3 på Aarhus Ø, hvor der skal etableres nye grønne byrum.
Tilbage i marts besluttede et flertal af politikerne i Københavns Kommunes borgerrepræsentation, at en plads midt på Nørrebro mellem Nørrebrogade, Esromgade og Hillerødgade skulle navngives Palæstinas Plads. Kort efter indvielsen blev der dog flere gange begået hærværk mod pladsens skilt, ligesom flere offentligt rasede over det.
Den primære årsag var, at der i underteksten på skiltet stod, at Palæstina er et område og ikke et land.
Hvorvidt Aarhus skal have en Palæstinas Plads, skal nu behandles i Aarhus Byråd.