Stavefejl sender spidskandidat en tur i mediehavet: »Det er virkelig irriterende«
En stavefejl i valgflyer har givet Aleksander Myrhøj uventet medieopmærksomhed, som han afviser er et politisk stunt.
SF’s spidskandidat og gruppeformand i Norddjurs, Aleksander Myrhøj, står midt i en ’mediestorm’, efter en stavefejl i hans valgflyer har skabt opmærksomhed både regionalt og nationalt.
Hvis jeg havde planlagt det, så havde jeg gjort det ordentligt.
Fejlen, hvor ordet »klasselokaler« er blevet til »klaselokaler«, har ført til spekulationer om, hvorvidt det var et bevidst politisk stunt. Aleksander Myrhøj afviser dog kategorisk denne påstand.
»Det her er virkelig træls, fordi jeg traditionelt går meget op i, at det SF og jeg sender ud og lægger frem er gennemarbejdet og sprogligt korrekt,« siger Aleksander Myrhøj.
»Jeg har læst min valgflyer igen og igen, rettet til, tilføjet og rettet igen, inden den blev sendt til tryk. Og i processen er der åbenbart forsvundet et bogstav midt i ordet »klasselokaler«, så der står »klaselokaler« i stedet for.«
Skuffet over kolleger
Myrhøj, som tidligere har været folketingskandidat i 2019, hvor han også blev klandret for at skrive »folketinget« og ikke »Folketinget.«
»Det er menneskeligt at fejle, men det her er virkelig irriterende. Jeg håber, det er glemt på valgdagen.«
Han er også skuffet over, at nogle af hans kolleger mener, det er et stunt.
»Jeg kan godt se, at nogen tænker i stunt, men jeg er skuffet over, at kolleger mener, det er et stunt. Hvis jeg havde planlagt det, så havde jeg gjort det ordentligt.«
Myrhøj opdagede fejlen, da han kom hjem fredag og tog flyeren i vindueskarmen.
»Når man fredag eftermiddag opdager en slåfejl på sin flyer - og har 3.000 af den, så er det virkelig frustrerende,« siger han til Din Avis.
Enig med Boje
På Facebook skriver Aleksander Myrhøj: »Lad os derfor bare lege, at fejlen er med vilje og en del af opgøret med en usund nulfejls-kultur. Fejlen bliver jo ikke værre af, at I andre også får et godt grin.«
Aleksander Myrhøj bemærker også, at både BT og Lars Boje har stavet hans fornavn forkert. »Så kan de jo skrive næste runde om sig selv.«
Selvom fejlen har ført til en del opmærksomhed, forsøger Myrhøj at tage det med et smil.
»For en sjælden gangs skyld er jeg enig med Lars (Boje, red). Der er så meget derude at skrive om, der er vigtigere end min slåfejl - og jeg skrev om det, fordi det både er pinligt og lidt sjovt.«