Rød stue melder klar: Indgår bredt valgforbund
Seks partier med i bredt valgforbund.
Om to måneder er der valg.
Og nu melder de røde partier klar. SF, Radikale Venstre, Moderaterne, Enhedslisten, Alternativet og Socialdemokratiet indgår bredt valgforbund i Skanderborg Kommune.
Med afsæt i et godt samarbejde imellem partierne er der nu indgået en aftale om et fælles bredt valgforbund. Valgforbundet har til hensigt at minimere stemmespild. Målet er, at partierne tilsammen får de bedste muligheder, for at omsætte de afgivne stemmer til mandater og fælles indflydelse ved byrådsvalget til november.
Partierne har igennem længere tid haft en god dialog om et fælles valgforbund. Nu er valget faldet på et valgforbund, hvor der er fokus på matematikken, og muligheden for at optimere partiernes samlede mængde af mandater. Der har i denne valgperiode været et godt samarbejde imellem partierne, men i dette brede valgforbund er det de strategiske matematiske argumenter, der er i fokus.
»Vi ser nu frem til en god valgkamp, hvor partierne hver især, med et fælles valgforbund i bagagen, kan sætte fokus på egne mærkesager,« lyder det i en pressemeddelelse.