De radikale er ude af budgetforhandlingerne: »Respektløst«
Det Radikale Venstre har forladt aftenens budgetforhandlinger på Aarhus Rådhus.
Manglende midler til kulturlivet er hovedforklaringen på, at Det Radikale Venstre kl. 23 forlod budgetforhandlingerne på Aarhus Rådhus.
I følge det radikale byrådsmedlem Metin Lindved Aydin kan kulturlivet kun se frem til at få 5 mio. kr. ud af forhandlingerne, selv om der samlet set er en sum på 1,1 mia. kr. at forhandle om. Derudover er et behov for at afsætte ekstra midler til at rette op på nødlidende Aarhus Ejendomme et andet argument for ikke at være medunderskriver, lyder det.
»Det er summen af de ting, vi ikke fik, der var afgørende,« siger Metin Lindved Aydin.
Rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (R) kalder prioriteringen af kulturområdet for »respektløst«.
»At nedprioritere idrætslivet og kulturen er også i strid med borgernes ønsker. Jeg vil gerne understrege, at borgerne i Aarhus forventer et ambitiøst og mangfoldigt kulturliv af høj kvalitet. Kunst og kultur udgør en stor del af byens DNA og er uløseligt forbundet med vores identitet som aarhusianere,« siger han.