Borgmester vil gøre busbilletter billigere i hele Aarhus - men i forstad hjælper det ikke
I starten af september lød et nyt forslag fra borgmester Anders Winnerskjold (S) på, at en billet til offentlig transport i Aarhus Kommune skal koste 15 kroner. Men det er muligvis ikke alle i Aarhus Kommune, som vil kunne se frem til billigere billetter.
I begyndelsen af sidste måned kom det frem, at borgmester Anders Winnerskjold (S) ville sænke prisen på offentlig transport i Aarhus Kommune.
Prisen på en billet i Aarhus Kommune er i dag på 23 kroner, men borgmesteren vil fastsætte prisen for en enkeltbillet til 15 kroner for samtlige zoner i Aarhus Kommune.
Men forslaget om billigere offentlig transport har skabt bekymring. Blandt andet er nogle borgere i byen Spørring, der ligger i den nordlige del af Aarhus Kommune, bekymrede for, at de ikke kan få billigere billetter.
»De fleste har nok bemærket borgmesterens kampagne om busbilletter á 15 kroner gældende for kørsel i alle kommunens zoner - bare ikke for Spørring og andre i oplandet, som er henvist til ‘kun’ regionalbusser - siger borgmesteren nu i dag med henvisning til, at kommunen ikke har indflydelse på prissætning for de regionale busruter,« skriver en borger i den private Spørring-gruppen på Facebook.
»Det kan vi vel ikke stille os tilfredse med - slet ikke når der allerede findes en billettype, som kan anvendes i såvel by- som regionalbusser og letbane. Så må det være muligt at lave noget tilsvarende til brug kun i kommunen,« fortsætter borgeren i Facebook-opslaget.
Politikere vil have oplandet i fokus
Det er ikke kun beboere i oplandet, der er bekymrede for, om det bliver billigere at tage offentlig transport, uanset hvor man bor i kommunen.
»Jeg synes, at det er helt forkert, at der er nogle mindre byer i Aarhus, som ikke får samme tilbud som andre aarhusianere. Billigere offentlig transport bør gælde ens for alle. Jeg er uforstående overfor, at borgmesteren afviser det og ikke vil tage alvorligt, at der bor nogle folk, som kun har de blå busser,« siger byrådspolitiker Jacob Søgaard Clausen (DD).
En anden, der har taget del i debatten, er Benjamin Tvede, som stiller op til kommunalvalget for Det Konservative Folkeparti.
»Oplandet skal i fokus, og det vil jeg personligt gerne kæmpe for,« skrev han i kommentarfeltet til Facebook-opslaget.
»Borgere i Spørring har udelukkende bus 118, som de kan tage ind til midtbyen. I forvejen er der et skel mellem land og by. Det er ikke kun på transportområdet, at der er ubalance i, om folk ønsker at bo i Spørring eller ej. Derfor er det ærgerligt, at prisen på offentlig transport også kan være med til at gøre det mindre attraktivt at bo i oplandet,« siger Benjamin Tvede.
Han er slet ikke i tvivl om, at hvis han bliver valgt som kandidat ved det kommende kommunalvalg, vil han kæmpe for, at borgerne uden for Ringvejen bliver hørt.
Vil starte dialog
20. september lagde borgmester Anders Winnerskjold (S) følgende op på sin Facebook-side:
»Rejs fra X til X for maks 15 kroner,« stod der i opslaget, hvor der skiftevis i videoen blev sat forskellige byer i Aarhus Kommune ind.
I kommentarsporet slog en borger fra Spørring til igen med vedkommendes bekymring:
»Mon du kan udstrække dit tilbud til at omfatte de områder af kommunen, som kun betjenes af regionalbus?,« spurgte borgeren.
»Jeg er helt enig i, at det ville være bedre, hvis forslaget dækkede alle busser - også de blå. Desværre har Aarhus Kommune bare ingen indflydelse på prissætningen i de selskaber,« skrev Anders Winnerskjold som svar.
Avisen har forholdt Anders Winnerskjold (S) til, hvordan han vil sikre, at de mindre byer i oplandet ikke bliver glemt.
»Det er helt essentielt for mig, at alle borgere i Aarhus Kommune får bedre muligheder for at tage bussen og letbanen. Jeg er fuldt klar over, at borgere i visse oplandsbyer ofte ikke har samme adgang til de gule bybusser og letbanen, som i andre dele af kommunen. Hvis det stod til mig alene, ville jeg også have inkluderet de regionale blå busser i forslaget om en maksimal billetpris på 15 kroner. Men Aarhus Kommune kan desværre ikke fastsætte priserne på de regionale busser. Derfor har vi i budgetaftalen besluttet at søge dialog med de relevante parter, bl.a. Midttrafik, for at se, om der kan gøres noget ved billetpriserne,« skriver han i et skriftligt svar til avisen og fortsætter:
»Det er også vigtigt for mig at understrege, at prisen kun er én del af løsningen. Jeg mener, det er mindst lige så vigtigt, at vi får hurtigere, hyppigere og bedre dækning, så bussen når længere ud i oplandet, end den gør i dag.«