Nye gps-ure til demente skrottes: Lever ikke op til kravene
Aarhus Kommune må lade et udbud om indkøb af nye gps-ure gå om, da de leverede ure ikke kan bruges. Fremover skærpes krav til batterilevetid.
Der kommer ikke ny leverandør af gps-enheder til personer ramt af demens i Aarhus Kommune lige foreløbig.
Et udbud af sådanne enheder er netop blevet vejet og fundet for let. Gps-ure og gps-brikker lever simpelthen ikke op til det, som leverandøren lovede.
»Det er rigtigt ærgerligt,« siger Signe Rønn Sørensen, der er forvaltningschef for Digitalisering, Velfærdsteknologi og Hjælpemidler i Sundhed og Omsorg.
Hun forklarer, at man var i den afsluttende fase af udbuddet, da nogle tilsendte produkter fejlede.
»Jeg kan ikke gå i detaljer med det. Men så er udbudsreglerne desværre sådan, at hele udbuddet skal gå om, og det betyder, at vi ikke kommer videre med det lige nu,« siger forvaltningschefen.
Som avisen tidligere har beskrevet, var det på grund af et fladt gps-batteri, at en plejehjemsbeboer i juni var forsvundet i over et døgn, før han blev fundet. En sag, der afslørede at de gps’er, som Aarhus Kommune tilbyder personer ramt af demens, skal lades op hver dag, nogle gange flere gange i døgnet.
I det nye udbud lægger kommunen da også op til, at man vil have længere batterilevetid. Man er klar til at fjerne kravet om tovejskommunikation, og man »undersøger krav til hjemmezone og andre strømsparende processer«.
»Vi lægger pres på for at få en øget batterilevetid, men det er svært, når vi også stiller andre krav. Blandt andet vil vi gerne kunne tilbyde både et ur og en brik (som man kan have om halsen, red.). Men vi slækker på kravet om tovejskommunikation for at åbne markedet op og give andre mulighed for at byde ind,« siger Signe Rønn Sørensen.
Det er tidligere blevet kritiseret, at man fra kommunens side stillede krav om tovejskommunikation i gps-urene, som giver mulighed for at tale med en person, der har forvildet sig væk, da dette forkorter batterilevetiden.
For kompliceret i dag
Peter Sporleder (K), der sidder i Sundheds- og Omsorgsudvalget, ærgrer sig over, at man nu må vente et år på bedre ure:
»Det er jo ikke godt nok. Derfor er vi nødt til nu og her at have en øget opmærksomhed på, at de her ure og brikker skal skiftes hver dag. Batteriet skal være fuldt opladet. Det er en rigtig vigtig omsorgsopgave.«
Det konservative udvalgsmedlem forstår dog godt, hvis forvaltningen i Sundhed og Omsorg kan have svært ved at navigere på området. Ifølge Peter Sporleder er lovgivningen for kompliceret i dag:
»Der er så mange regler for, hvad man må og ikke må. Jeg troede egentlig bare, det handlede om at købe et ur, men det er så komplekst og bureaukratisk. Det er ikke forvaltningens skyld. Det er os politikere, der har gjort det alt, alt for svært.«
Tidligere har Pia Kjærsgaard (DF) rejst spørgsmål om brug af gps i Folketinget, og nu vil Peter Sporleder også rette henvendelse til sine partimedlemmer på Christiansborg.
»Jeg vil presse på for, at det her skal forenkles. Generelt er jeg imod overvågning, men det her er for at passe på nogle mennesker. Og lige nu passer vi ikke på nogen, men vi passer på en lovgivning, fordi vi er så bange for at gøre noget forkert. Jeg synes, at vi tager nogle misforståede hensyn,« siger Peter Sporleder, der mener, at det skal være lettere for både forvaltningen og for plejepersonalet i dagligdagen.
Det handler også om at vise tillid til, at personalet kan vurdere, hvad der er bedst at gøre i en given situation, siger han:
»Grunden til, at vi sætter gps på nogle mennesker, det er jo for at passe på dem, og nu er der så mange regler for det, at det ender med, at vi ikke kan passe på dem. Det duer simpelthen ikke,« siger Peter Sporleder.
Der er i øjeblikket knap 300 personer i Aarhus, der benytter en gps stillet til rådighed af kommunen.