Her er de 12 kandidater fra Favrskov til regionsrådet
Tre nuværende regionsrådspolitikere, tre byrådspolitikere og seks andre kandidater fra Favrskov går efter politisk indflydelse i Region Midtjylland.
Tirsdag 18. november er der ikke bare kommunalvalg i alle danske kommuner, men også valg til de fem regioner.
Favrskov Kommune hører til Region Midtjylland, så når du stemmer til kommunalvalget i Favrskov, kan du samtidig stemme til regionsrådet i Midtjylland.
263 kandidater fra 16 politiske partier kæmper om at få en af de 41 pladser i regionsrådet i Region Midtjylland fra 2026 til 2029.
Af de 263 kandidater er 12 fra Favrskov.
Tre af de lokale kandidater sidder i forvejen i regionsrådet. Det drejer sig dels om Susanne Buch fra Ulstrup, der har siddet i rådet siden 2009. Hvis du undrer over, hvem hun er, kan det hænge sammen med, at hun for nylig er flyttet fra Lemvig til Ulstrup.
Den næstmest erfarne lokale regionspolitiker er Birgit Marie Christensen fra Søften, der er i gang med sin anden valgperiode for Socialdemokratiet.
Det tredje lokale medlem er tidligere borgmester Anders G. Christensen fra Hadsten, der blev valgt ind for fire år og er spidskandidat for Venstre.
Halvdelen af kandidaterne fra Favrskov stiller op til både kommunal- og regionsvalget. Det gælder for Mia Nybo (B), Flemming Nielsen (C), Knud Schøler (C), Lone Glarbo (Æ), Thake Fogh Cordt (Ø) og Simon Buus Olsen (I). De to sidstnævnte er nuværende byrådsmedlemmer.
Den klart mest prominente nye lokale kandidat til regionsrådet er tidligere borgmester Nils Borring, der pt er medlem af byrådet, men ikke genopstiller til byrådsvalget.
Kandidaterne fra Favrskov:
Liste A, Socialdemokratiet
Nils Borring, Hammel
Birgit Marie Christensen, Søften
Liste B, Radikale Venstre
Mia Nybo, Søften
Liste C, Konservative
Flemming Nielsen, Hadsten
Knud Schøler, Hinnerup
Torben Krebs, Hadsten
Liste F, SF
Susanne Buch, Ulstrup
Liste I, Liberal Alliance
Simon Buus Olsen, Hadsten
Liste K, Kristendemokraterne
Sven-Erik Jørgensen, Hinnerup
Liste V, Venstre
Anders G. Christensen, Hadsten
Liste Æ, Danmarksdemokraterne
Lone Glarbo, Hinnerup
Liste Ø, Enhedslisten
Thake Fogh Cordt, Favrskov