Manden bag kæden: »Det har både været et privilegium og pisse hårdt«

Mange, der møder borgmesteren i Syddjurs får hurtigt en fornemmelse af, at de kender ham personligt.

Måske er det derfor, folk bare kalder ham Michael.

Han beskrives som jordnær, rolig og én af os.

Hele kommunens labrador, er der én, der siger.

Venlig, imødekommende og svær ikke at kunne lide, men samtidig har han også fået kritik for netop det: at være for kompromissøgende og uden en kamphunds glubske bid.

Til dét siger han:

»Jeg vil gerne stå for det venlige og gode, og det er også derfor, mit vigtigste ord i valgkampen er ordentlighed. Men det betyder ikke, at jeg mangler ambitioner eller resultater. Jeg underskriver kun et budget, hvis jeg mener, det peger i den rigtige politiske retning. Måske kunne et smallere forlig have en smule mere socialdemokratisk politik i sig, men samarbejde er vigtigt.«

Fire ud af fire budgetter med Stegger for bordenden er blevet vedtaget henover midten, tre af dem enstemmigt.

»Det er noget af det, jeg er allermest stolt af.«

24-7

»Det har været livsomvæltende at blive borgmester. Jeg havde været fire år i politik før, i byrådet, men det her er uden sammenligning. Jeg er borgmester, uanset hvor jeg viser mig. Hele tiden, og jeg repræsenterer alle 44.000 borgere i kommunen.«

Jobbet har dog overvejende været positivt. Især har han nydt samarbejdet med de andre politikere.

»Det kan i debatter godt se ud som om, vi ikke har det godt sammen, men det har vi.«

Det er dog et særligt job at være borgmester, og derfor har han søgt sparring.

»Jeg taler en del med nogle af de andre borgmestre i landet, nogle af dem har mange års erfaring. Dem har jeg fået mange gode råd af. For eksempel at lægge nogle lommer ind i min kalender, hvor der ikke er møder. Hvor jeg kan spise en frokost eller gå en tur.«

Han har også brugt tidligere borgmestre i Syddjurs; Bollesen, Wistoft og Bille.

»De har været gode til at støtte og dele ud af deres erfaringer.«

Det har overrasket ham. Det der med altid at være på arbejde.

»Jeg har tre ugers sommerferie, hvor jeg stempler helt ud og viceborgmesteren overtager, men ellers er jeg på hele tiden. Alle ugens syv dage.«

Der bliver lagt bånd på graden af udfoldelse, og det smitter af - også på gamle traditioner.

»Jeg plejede for eksempel altid at tage til Mols Sommerfest med vennerne. Jeg er ret udadvendt og nok lidt en festabe, og vi gav den gas, men det kan jeg ikke mere. Jeg drikker stort set aldrig alkohol mere, og hvis jeg gør, er det en enkelt øl.«

Han sørger altid for at kunne køre hjem.

»Ikke fordi jeg ikke kan styre mine branderter, men man ved jo, at der er mobiltelefoner alle steder.«

Det bliver sjovt igen engang at kunne gå til sommerfest på Mols, men helst først om fire år.

Da han førte valgkamp sidste gang, sagde han, at han håbede, han ville kunne få og beholde borgmesterposten i mange år.

Nu lyder det sådan her:

»Jeg tager meget gerne en runde mere, men jeg vil gribe den an, som om det er den sidste. Jeg skal ikke være i politik i mange år, så jeg tager én periode ad gangen.«

Ikke desto mindre brænder han voldsomt for at blive genvalgt.

»Jeg har primært to grunde. For det første for at få vælgernes dom. Jeg vil stå på mål for mit arbejde.«

Første gang han stillede op til byrådet, røg han ind med overraskende mange stemmer. Anden gang gik han efter borgmesterposten og fik den, men denne gang gælder det om at beholde den.

»Det er en decideret eksamen på, hvordan vælgerne synes, jeg har klaret de sidste fire år. Det er et meget større pres. Lige nu tror jeg, jeg får et godt valg. Om det er nok, må tiden vise.«

For det andet vil han gerne gøre de ting færdige, han har sat i gang.

»Det tager lang tid at ændre på ting, for eksempel et af de erklærede mål, jeg havde om, at afstanden mellem politikere og borgere skulle blive mindre. Den opleves som stor, og det er nok fordi vi ikke er gode nok til at forklare, hvad der egentlig ligger på vores bord, og hvad der ikke gør.«

I det hele taget har forventningerne til ham overrasket ham.

»De er store. Folk tror, jeg bare lige kan fikse et problem, fordi jeg er borgmester, men sådan fungerer systemet jo desværre ikke. Jeg er ikke sagsbehandler.«

Han hører en del kritik af dem, der er.

»Jeg møder hver dag en administration, som gør alt, de kan for at hjælpe folk.«

Balancen

En af de ting, han indførte for netop at mindske afstanden mellem system og menneske, var at flytte borgmesterkontoret ud af rådhuset og rundt i kommunen en gang om måneden.

»Noget af det bedste, jeg har oplevet i jobbet, er de mennesker, jeg har mødt i den forbindelse og alle de andre gange, jeg har været ude de sidste fire år. Det har gjort mig til en bedre borgmester, og det har gjort byrådet bedre, fordi alt, hvad jeg har fået med, har jeg taget med tilbage til dem. De ildsjæle, der findes så mange af i vores kommune, har virkelig gjort indtryk.«

Der er mange møder med kaffe og kage i et liv som borgmester, og derfor kan hans vægt godt svinge op og ned med fem kilo på kort tid. En måned sagde han konsekvent nej, og han talte, hvor mange gange. 38 gange på en måned fik han tilbudt kage.

»Der er desværre ikke meget tid til motion. Det vil jeg gøre mere plads til, hvis jeg bliver valgt igen.«

Michael Stegger Jensen bor med sin forlovede og deres søn, som blev født umiddelbart inden han blev valgt som borgmester første gang.

De har som familie indrettet sig optimalt under de betingelser, der er, synes han. Og de er enige om, at de sagtens kan holde til en periode mere.

Især nu, hvor han har gjort sig sine erfaringer med at finde balancen mellem job og familieliv.

»Det første halve år arbejdede jeg 80 timer om ugen. Det fandt jeg hurtigt ud af, at det i hvert fald ikke dur.«

Når han fortæller om livet før og efter borgmesterposten, vender han ofte tilbage til vennerne.

Han savner dem, og han er næsten overrasket over, at de stadig møder op og hjælper med at hænge valgplakater op, selv om han knap har haft tid til dem de sidste fire år.

»De er der stadig. Og de er noget af det vigtigste. Afsavnet til dem og familien er det værste ved jobbet.«

Det er typisk Michael, der afleverer sønnen om morgenen, og han elsker de stille morgener, hvor der er tid til leg og hygge.

Torsdag er den eneste dag, han henter, fordi det passer med hans forlovedes arbejde.

På hverdage spiser han normalt aftensmad hjemme to gange om ugen. De fleste dage er han hjemme omkring kl. 22.

Alt, hvad der kan uddelegeres af snoreklip og skåltaler i weekenderne, giver han til politiske kolleger, og søndag aften forbereder han den kommende uge.

Købmand på gulvet

Politisk interesse har Michael Stegger Jensen altid haft.

Før valget i 2018 mødte han Ole Bollesen (S) i Brugsen i Tved, hvor Michael arbejdede.

»Jeg var ved at fylde mælk i køleren, og så spurgte han, om det ikke var noget for mig. Jeg havde nok i virkeligheden altid lidt gået og ventet på at blive spurgt.«

Han har aldrig boet andre steder end i Ryomgård, men nået at flytte syv gange inden for bygrænsen. Også hans forældre bor i byen. Det er ikke, fordi han bevidst har undgået at flytte væk: »Jeg har bare aldrig haft en god grund.«

Som barn spillede han i IF Midtdjurs med sin far som træner og har siden været frivillig træner, indtil hans søn blev født og det politiske tog fart.

Efter folkeskolen tog han HF og 1-årig HH i Grenaa. Han søgte job indenfor handel og ved lidt af en tilfældighed fik han job i Brugsen i Solbjerg, hvor han senere blev afdelingsleder. I mellemtiden var han souschef i Tved.

»Min bedste ven sagde dengang, at jeg spildte mit talent, men jeg har aldrig været ambitiøs på titler og var fuldt tilfreds med at være mellemleder. Jeg vil ikke sidde ved et skrivebord. Jeg vil være på gulvet, tæt på kunderne. Men da jeg kom ind i politik, kunne jeg godt mærke, at det brændte jeg ekstra for. Det er et kald, og helt ydmygt – så er jeg faktisk også god til det.«

Hvis han ikke genvinder posten, har han ikke travlt med at finde et nyt job.

»Nej, så skruer jeg lige lidt ned og bruger en masse tid på min familie og venner.«

Han afviser fuldstændigt at gå ind i Folketinget. Selvom der muligvis kunne blive en ledig plads – ikke ved næste valg, hvor Leif Lahn Jensen genopstiller, men ved det efterfølgende – siger Michael Stegger Jensen klart nej.

»Politik er for mig noget lokalt. Og jeg prioriterer min familie alt for højt til at ville arbejde i København og være væk så meget af tiden.«

Bagsiden

Selv om han ser det som et privilegium at stå i spidsen for det, han kalder Danmarks smukkeste kommune, så har det også haft en bagside.

»Hvis jeg skal være helt ærlig, så har det også været pisse hårdt.«

»Selvfølgelig er det hårdt at være på hele tiden, men det kan jeg godt håndtere. Det værste har uden sammenligning været de fuldstændigt unuancerede kommentarer og personlige angreb, som jeg og andre politikere oplever på sociale medier.«

Der var for eksempel dengang, hvor én truede med at lave en demonstration foran Michael Stegger Jensens private hjem.

»Det var langt over stregen. Folk må gerne mene, jeg er en dårlig borgmester eller være uenige med mig, men det kan man sagtens være uden den tone. Det seneste, jeg er blevet kaldt, er landsforræder.«

Heldigvis møder han aldrig den slags, når han står ansigt til ansigt med folk – og det er opløftende, synes han.

Han frygter nemlig, at det kan afholde nogle fra at stille op, hvis den dårlige tone bliver det nye normale.

»Så ender vi med laveste fællesnævner, og det er skidt. Det betyder noget, hvem der sidder i byrådet, for det gør en konkret forskel. Man skal huske, at vi får de politikere, vi fortjener.«

Rødt og blåt blod

Hans politiske hjerte er blodrødt. Det ligger længere til venstre end partitoppens, og han har aldrig lagt skjul på, at han gerne presser opad, når han finder det nødvendigt.

Det gjorde han bl.a., da han kritiserede sit parti for manglende ambitioner i reduktion af kvælstofudledning i forhandlingerne om den grønne trepart.

For ud over rødt er der også lidt blåt i hans blod. Her tænkes ikke på hans store passion for AGF, men hans engagement i havmiljøet.

At havet er blevet en af hans største mærkesager, er ikke fordi han dyrker vandsport; han kan faktisk ikke engang svømme.

»For fire år siden var der få linjer om havet i mit valgprogram, men kort efter valget blev jeg kontaktet af brødrene Thorkild og Jeppe Hansen, som gav mig en masse fakta om havmiljøet - og det tændte en ild i mig.«

»For en kommune med mange kilometer kystlinje, hvor både borgere og turisme er tæt knyttet til vandet, er det en frustration, at det står så skidt til. Derfor meldte jeg mig som formand for Havsamarbejdet i Østjylland, og derfor er jeg nødt til at udfordre partitoppen.«

Derfor mener han heller ikke, vælgernes faldende opbakning til Socialdemokratiet på landsplan nødvendigvis smitter af på udfaldet i Syddjurs:

»Nej. Jeg tror godt, at folk kan skelne mellem Stegger i Syddjurs og Frederiksen i Folketinget.«